
Mangler du lidt kunst til at hænge over sofaen?
Så skal du skynde dig ned i No.17, mens der stadig er gratis skilderier at hente. Det er de sidste rester fra udstillingen ’Gadens Galleri’.

Udstillingen ’Gadens Galleri’ løb af stablen i Randers Festuge, hvor byens borgere kunne finde malerier på gadearealet foran Kulturhuset, der var givet væk af andre eller afleveret som affald på genbrugspladserne.
I den utraditionelle udstilling blev der stillet spørgsmål ved kunstens værdi og varighed. Alle værkerne i udstillingen var nemlig fundet blandt affald. Engang elsket og udstillet – nu glemt og smidt væk.
Efter udstillingen blev de resterende malerier og print flyttet op i No.17 – vores bæredygtighedshus i Slotsgade 4. Her har endnu flere fundet et stykke kunst, som de helt gratis kunne få med sig hjem.
Men den 2. oktober lukker udstillingen ned i No.17, så nu er det sidste chance, hvis du også skal nå at hente dit helt eget gratis sofastykke med hjem herfra.
Kunstneren bag udstillingen og hele projektet ’Sanseliggørelse af henkastethed’
Kunstner Anni Holm har været ansat som Artist In Residence i projektet ’Sanseliggørelse af henkastethed’ i en periode på 2 år. Her har hun været med til at sætte fokus på vores forbrug og forhold til affald gennem events afholdt i Randers Festuge og længerevarende udstillinger på Randers Genbrugsplads, i No.17, P-Huset City, og Randers Kunstmuseum.
Anni Holm har afprøvet nye kunstneriske metoder til at synliggøre vores forbrugsvaner. Udstillingen ’Gadens Galleri’ har været en del af projektet “Kunst og bæredygtighed – sanseliggør det henkastede”. Udstillingen har været så stor en succes, at Anni Holm undersøger muligheden for at udstille et nyt sted.
Udstillingen har givet os mulighed for at genopdage den oversete kunst og reflektere over, hvad vi vælger at gemme, og hvad vi smider væk.
Der er stadig meget at vælge imellem - så kig endelig forbi!

