Klimatilpasning og overfladevand
Randers Kommune ligger udsat i forhold til klimaforandringerne. Placeringen ved Gudenåen og Randers Fjord med store, lavtliggende landområder omkring vandløbene øger risikoen for oversvømmelser og fordrer en ambitiøs og målrettet indsats, hvis kommunen skal være robust over for de forventede klimaændringer.
Randers Kommune arbejder derfor forebyggende via Randers Kommunes klimatilpasningsplan. Ligeledes er Randers Kommunes indsatsplan for højvande opdateret og vi er i samarbejde med Beredskab og Sikkerhed i stand til at håndtere en indsats ved akutte hændelser, hvor kritisk infrastruktur eller væsentlige kommunale værdier er truet.
For at sikre en bæredygtig vandhåndtering nu og i fremtiden arbejder vi Randers Kommune med klimatilpasningsplanen målrettet for at finde fremtidssikrede og helhedsorienterede løsninger, der har fokus på hele vandkredsløbet.
Det betyder, at vi skal være proaktive og sætte ambitiøse mål for klimatilpasning i kommunens fysiske planlægning, så det bliver en naturlig del af alle projekter og planlægningsopgaver.
I Randers midtby arbejder vi aktivt for at beskytte både den historiske bymidte, lavtliggende boligområder og fremtidige byggemuligheder i forbindelse med Byen til Vandet. De væsentligste elementer i denne beskyttelse er Klimabroen, der både beskytter mod stormflod og forbedrer den trafikale situation, og Klimabåndet, der både klimasikrer og skaber bynær natur og muligheder for ophold, færdsel og oplevelser langs vandet.
I det åbne land er udfordringerne øget vandføring i vandløbene og højtstående grundvand. Her skal vi genskabe en mere naturlig hydrologi i ådalene ved at omdanne landbrugsjorder til våd- og lavbundsområder, hvor vand kan tilbageholdes.