Som frivillig cykelpilot gør du en forskel – én tur ad gangen

Der er smil, nærvær og vind i håret, når de frivillige cykelpiloter cykler plejehjemsbeboere rundt i specialbyggede el-drevne rickshawcykler. For Dennis Christensen og Poul Laustsen er det blevet en meningsfuld del af hverdagen.

Har du tid og lyst til at glæde andre? Som frivillig cykelpilot gør du en forskel – én tur ad gangen. ”Det er en total lykkerus at være afsted på cykeltur. Man gør noget godt for andre – og for sig selv”, fortæller 40-årige Dennis, der har været cykelkaptajn i to år og i dag både cykler og rekrutterer nye frivillige.

70-årige Poul, som har været med i et halvt år, fremhæver blandt andet fleksibiliteten i det frivillige arbejde: ”Det er vigtigt for mig, at jeg ikke er bundet hver tirsdag formiddag. Jeg vælger selv, hvornår det passer mig at give en cykeltur. Og hver eneste tur giver mig et stort smil med hjem.”

Turene kan være rolige eller fulde af snak. Nogle beboere vil helst nyde stilheden og udsigten, andre vil gerne udveksle minder og historier. ”Jeg lytter altid til, hvad beboeren har lyst til”, fortæller Poul. ”Og nogle gange viser jeg dem nye steder i byen eller langs Gudenåen, som de ikke har set før.”

Vil du være med?

Hvis du er gået på pension (eller bare har ekstra fritid) og gerne vil bruge lidt af din tid på noget meningsfuldt, så overvej at blive frivillig cykelpilot. Du får en grundig oplæring, og der er altid støtte fra erfarne cykelkaptajner. Du behøver hverken være i superform eller teknisk begavet. ”Det er det menneskelige, der tæller. Ikke kondien”, siger Poul med et smil. ”Jeg bliver ikke engang forpustet!”

Kontakt Birgitte Saksø, konsulent i Team Frivillighed i Randers Kommune på birgitte@randers.dk eller 2381 5591, hvis du vil høre mere om, hvordan du kan blive cykelpilot og skabe stor glæde i et andet menneskes liv.