Helhedspleje

Helhedspleje er et sammenhængende forløb, der består af personlig pleje, hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og genoptræning efter sygdom uden sygehusindlæggelse.

Du kan søge om helhedspleje efter Ældreloven, hvis du har nået folkepensionsalderen (67 år) og oplever, at du ikke længere selv kan klare hverdagen. Helhedspleje er en central del af den nye Ældrelov, som betyder, at hvor du tidligere søgte om hjælp til rengøring, skift af sengelinned, bad eller toiletbesøg, så er det hele samlet under begrebet helhedspleje.

Hvad er helhedspleje?

Helhedspleje leveres i sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, som muliggør tilpasning af hjælpen til dine behov og ressourcer inden for det tildelte forløb.

I Randers Kommune er der seks forskellige pleje- og omsorgsforløb samt et forudgående afklaringsforløb, hvor dine behov og ønsker afdækkes i samarbejde med medarbejderne. Pleje- og omsorgsforløbene er opbygget med et stigende behov for omsorg og pleje ud fra den enkeltes funktionsniveau. Har du f.eks. et mindre behov for pleje og omsorg, vil du visiteres til forløb 1, og har du et ekstraordinært behov for pleje og omsorg, vil du visiteres til forløb 6.

Det er Visitationsenheden, der afgør hvilket forløb du visiteres til. Tilrettelæggelsen af forløbet planlægges i tæt dialog mellem dig og plejepersonalet. Vi arbejder rehabiliterende, hvilket betyder, at vi støtter dig i at bevare eller genvinde mest muligt af din selvstændighed. Velfærdsteknologi er desuden vores førstevalg, når den passer til dit behov og hjælper dig til at kunne klare dig selv helt eller delvist. Det gør vi for at frigive ressourcer og skabe plads til de opgaver, som teknologien ikke kan erstatte. Læs mere om, hvordan vi arbejder med velfærdsteknologi.

Pleje- og omsorgsforløbene er rummelige i den forstand, at hvis dine behov ændrer sig, så skal disse, inden for forløbets ramme, kunne imødekommes inden for det samme pleje- og omsorgsforløb, uden at det fordrer en ny visitation. Omfanget af den hjælp, du kan få, tilstræbes at være ens uanset, om den er bevilliget efter Ældreloven eller Serviceloven.

Helhedspleje i 6 forløb

Helhedsplejen i Randers Kommune er fordelt på 6 forskellige forløb samt et forudgående afklaringsforløb. Du kan læse mere om de 6 forløb herunder.

Overvej inden du søger om helhedspleje

Hvordan letter du rengøringsopgaven i dit hjem?

Før du søger om hjælp, kan du med fordel se på, hvordan du letter rengøringen i dit hjem.

En god idé er at dele boligen op i mindre enheder, så opgaven er mere overskuelig og overkommelig.

Der findes også flere redskaber, der kan gøre rengøringen nemmere. Det gælder for eksempel en robotstøvsuger, som sørger for, at du kan få støvsuget så ofte, du ønsker det, eller en toiletbørste med langt skaft, som kan være relevant for dig, der er lidt udfordret med at bukke dig.

Når du klarer almindelige rengøringsopgaver i dit hjem, bruger du både forskellige muskler, balancen, overblik og strukturering. Alle disse er med til at øge eller opretholde kroppens færdigheder.

Hvordan kan velfærdsteknologi hjælpe dig?

I Randers Kommune arbejder vi med, hvordan velfærdsteknologi kan bidrage til at vedligeholde og bibeholde et godt funktionsniveau. Det er nemlig vigtigt, at du er med til at løse opgaverne i hjemmet, når du kan. Det giver en større livsglæde og mere kontrol over eget liv, samtidig med at du får fastholdt dine egne evner.

Når vi vurderer dit behov for hjælp, ser vi derfor på, om eventuelle teknologiske løsninger kan være med til at opfylde dit behov.

Søg helhedspleje - Kontakt Visitationen

Forløbet når vi modtager din henvendelse