Cool Little Kids

Hvis du har et barn i alderen 3-8 år, som er bekymret eller genert, kan det være at Cool Little Kids er noget for dig.

Oplever du som forælder, at dit barns tilbageholdenhed afholder dem fra at deltage i almindelige hverdagsaktiviteter? Bliver I som forældre udfordret i, hvordan I kan støtte jeres barn bedst, når det bliver bange, bekymret, eller bare gerne vil undgå ubehagelige situationer? Familiernes Hus tilbyder et forløb til jer, som gerne vil have redskaber til at støtte jeres barn til bedre trivsel, mindre ængstelighed og mere deltagelse i hverdagen. 

Forløbet henvender sig til forældre med børn i alderen tre til syv år, som fremstår ængstelige, generte, tilbageholdende eller reserverede. Igennem forløbet får forældrene redskaber og strategier til, hvordan de bedst håndterer deres barns ængstelighed f.eks. gennem vejledning om at opbygge barnets selvsikkerhed og udvikle selvstændighed.

Ængstelige børn i alderen tre til syv år kan typisk kendes ved

  • at være generte og tilbageholdende i nye og ukendte situationer
  • at blive stille og tilbageholdende sammen med nye og ukendte mennesker
  • at være generte i mødet med jævnaldrende, og have svært ved at tage initiativ til leg eller stille spørgsmål på egen hånd
  • at klynge sig til sine forældre eller gemme sig bag forældrene i nye sociale sammenhænge
  • at være særligt kede af det i afleveringssituationer i børnehaven eller når de skal passes af andre derhjemme
  • at undgå situationer hvor de skal sige noget højt foran andre mennesker
  • at være meget perfektionistiske, fx når de tegner eller leger
  • at klage meget over ondt i maven eller ondt i hovedet

Praktiske oplysninger

I gruppeforløbet Cool Little Kids er der plads til 6-8 forældrepar, og vi mødes 6 gange i løbet af august-oktober måned (typisk mandage kl. 13.30-15.30).

I kan forvente at blive inviteret til en opstartssamtale i juni, hvor I fortæller nærmere omkring jeres barn, og I kan høre mere om forløbet.

Lukket for ansøgninger.

Kontakt PPR - ferielukket i ugerne 7, 29, 30 og 42