Formidlingsmateriale til voksne

Det nytter at sortere.

Hvis du ikke sorterer dit affald, men kommer det hele ned i beholderen til restaffald, så ryger det til forbrænding - og det er endda noget, som vi skal betale for. Når vi sender affald til forbrænding, så ender vores affaldsressourcer som CO2, tungmetaller og dioxiner i vores atmosfære og miljø, og de værdifulde materialer går op i røg.

Når du sorterer dit affald, kan mange produkter bruges igen og igen og andre bruges som råmaterialer til at lave nye produkter. Det handler om at sikre, at de materialer, der bruges i produkter, kommer tilbage i kredsløbet og bliver genanvendt så mange gange som muligt. Det kaldes cirkulær økonomi. 

Alle i kommunen er aktive medspillere i den bæredygtige udvikling mod en cirkulær økonomi. Du kan læse mere om, hvordan vi affaldsforebygger, hvordan vi sorterer, hvorfor vi skal sortere, og hvad de forskellige typer affald kan blive til. 

Fra holdning til handling

Med udgangspunkt i EU’s affaldshierarki kan I alle nemt lade jer inspirere til en mere bæredygtig hverdag – både derhjemme og på jobbet. Materialet består af 13 plakater, omhandlende affaldsforebyggelse, genbrug, genanvendelse, forbrænding og deponi.

I kan evt. printe materialet til ophæng og således dele oplysningerne med flest mulige. Forståelsesmæssigt vil det derfor være en god idé, hvis I altid har plakaten med affaldshierarkiet hængende, og måske løbende udskifter de øvrige plakater. I kan også vælge at have samtlige plakater hængende på en gang.

Vi håber, at I efterfølgende vil sende plakaterne videre, når I er færdige med dem - vi skal jo ikke spilde ressourcerne. Måske til en nabo institution.