
Tre gavlmalerier og de tre faser
Der skal opføres tre nye gavlmalerier i Randers Kommune. Her kan du læse mere om projektet.
Fase 1: Første gavlmaleri opføres centralt i Randers
I efteråret 2024 blev der indsamlet forslag til placeringer af et gavlmaleri inden for centerringen. Blandt næsten 50 borgerforslag er valget nu faldet på Thorsgade 5. Det første af de tre gavlmalerier ventes derfor at være en realitet sidst på sommeren 2025.
Fase 2: Andet gavlmaleri opføres i en landsby
Landsbyer fra hele Randers Kommune er tidligere på året blevet opfordret til at tage del i projektet. Kommunen arbejder lige nu på at finde det rette projekt. Randers Kommune har afsat en pulje på 50.000 kr. til opførelse af et gavlmaleri ude i en landsby, hvor det er op til lokale ildsjæle at finde den rette gavl og den øvrige medfinansiering.
Fase 3: Tredje gavlmaleri opføres i en forstad til Randers i 2026
Også til dette værk har kommunen afsat en pulje på 50.000 kroner. Kontakt os gerne allerede nu, hvis I kan have interesse i at have et gavlmaleri i jeres kvarter.
Mere om projektet
Kunsten i det offentlige rum er for alle, og gavlmaleriprojektet er derfor tænkt som en proces, hvor borgerne får mulighed for at blive en del af kunstoplevelsen. Som en del af projektet er planen, at der vil være aktiviteter, hvor du som borger f.eks. kan møde kunstnerne, dele dine tanker om kunstens rolle i byrummet og måske endda få indflydelse på selve kunstværkerne.
Et gavlmaleri har normalt en levetid på 5-10 år. Vi håber, at der til den tid bliver plads til at opføre et nyt maleri samme sted. På den måde sker der løbende en rotation af gadekunsten i det offentlige rum, og bymiljøet holdes derved dynamisk.
Der er nedsat en gavlkunstgruppe til at drive projektet. I gruppen sidder direktør for Randers Kunstmuseum, en repræsentant fra Randers Unge Kultur, kommunikations- og kulturmedarbejdere i Randers Kommune. Sundheds-, idræts- og kulturudvalget har afsat 200.000 kroner til projektet.