Social og sundhed

Jobmuligheder: Meget gode

Arbejdsopgaver

Som medarbejder på social- og sundhedsområdet kan du arbejde i borgeres egne hjem eller på plejehjem, bosteder, ældrecentre, beskyttede boliger, hospitaler m.m. De fleste opgaver er enten inden for personlig pleje eller praktisk hjælp.

Her er et overblik over de mest almindelige opgaver:

  • Personlig pleje, herunder hjælp til f.eks. toiletbesøg, bad, personlig hygiejne og lignende
  • Praktisk hjælp, herunder hjælp til rengøring, madlavning og hjælp til spisning
  • Sundhedsfaglige opgaver. Som SOSU-hjælper er arbejdet hovedsageligt begrænset til udlevering af medicin samt måling af f.eks. blodtryk og blodsukker. Som SOSU-assistent kan du yderligere komme til at arbejde med medicindosering, sårpleje, injektioner samt opsyn med væskebalance og ernæring.
  • Omhyggelig med dokumentation af dit arbejde.

Faglige kvalifikationer

I prioriteret rækkefølge:

  • Du har grundlæggende kendskab til hygiejne.
  • Du har grundlæggende sundhedsfaglig indsigt.
  • Du har grundlæggende kendskab til sikkerhed.
  • Du kan dokumentere din dag skriftligt.
  • Du kan tilrettelægge og gennemføre omsorgsopgaver.
  • Du kan medvirke i genoptræning.
  • Du kan evaluere og tilpasse eget arbejde.
  • Du kan tale og forstå dansk, både mundtligt og skriftligt.
  • Du har Kørekort B (hvis du skal arbejde som udekørende medarbejder udenfor midtbyen).

Personlige kvalifikationer

I prioriteret rækkefølge:

  • Du har god menneskelig forståelse.
  • Du er empatisk og kan sætte dig ind i andres situation.
  • Du kan arbejde med personlig pleje, herunder også intim hygiejne.
  • Du kan håndtere at have tavshedspligt.
  • Du kan arbejde selvstændigt.
  • Du kan håndtere travlhed.
  • Du kan genkende sygdoms- eller mistrivselstegn hos borgeren.
  • Du kan håndtere at arbejde med meget forskellige borgere - også i deres egne hjem.

Fysiske kvalifikationer

  • Du kan gå og stå i mange timer om dagen.
  • Du kan holde til evt. rengøringsopgaver.
  • Du kan transportere dig selv rundt med bil eller cykel.

Tips til jobsøgning

Hvis der er tale om jobåbninger inden for det offentlige, bliver de slået op på Jobnet eller lignende, samt på kommunens eller regionens hjemmeside. Send også gerne uopfordrede ansøgninger på mail til afdelingslederen på institutionen. Din ansøgning bør være kort og præcis og fokusere på dine personlige og fagrelevante kompetencer og erfaringer. En god indgang til en fast stilling er at blive fast tilkaldevikar på en afdeling. Derudover kan du evt. tilmelde dig et vikarbureau. Der er som regel gode muligheder for at starte som vikar i sommerferien, hvis du ikke er uddannet SOSU-hjælper eller assistent. Vær opmærksom på at der er forskel på, hvor selvstændigt man skal kunne arbejde - eksempelvis er der forskel på arbejdet på et ældrecenter eller som udekørende til private hjem.

Relevante kurser

Randers Social- og sundhedsskole: Før uddannelsen til social- og sundhedshjælper

Uddannelsesmuligheder

  • Social- og sundhedshjælper
  • Social- og sundhedsassistent.

Begge uddannelser er elevuddannelser hos kommunen. Randers Kommune har også med jævne mellemrum tilbud om hjælp til at blive voksenlærling.

Arbejdstid

Som medarbejder på social- og sundhedsområdet kan du komme til arbejde både dag, aften og nat. På nogle arbejdssteder skifter man mellem forskellige vagter, men ofte er det faste vagter. Der er ofte tale om deltidsstillinger på ca. 28-32 timer ugentligt.

Eksempler på arbejde inden for branchen

SOSU - Det fede ved mit fag