Du skal ansøge digitalt om at få registreret navne- og adressebeskyttelse i CPR. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunen.
Du kan vælge beskyttelse for dig selv og egne børn bosiddende på samme adresse.
Når anmodningen er gået igennem, vil privatpersoner som udgangspunkt være afskåret fra at få udleveret dit navn og adresse fra CPR. Dit navn og din adresse bliver heller ikke udleveret fra CPR til brug for private vejvisere eller postvirksomheder.
Du skal være opmærksom på, at kommunen skal godkende beskyttelsen, før den registreres i CPR. Derefter kan der af tekniske årsager gå yderligere nogle dage, før alle modtagere af oplysninger fra CPR har modtaget besked om, at du har fået navne- og adressebeskyttelse.