Egelunden

Et døgntilbud for børn og unge på 0-17 år med let til moderat udviklingshæmning/mental retardering og evt. diagnoser

Egelunden er et botilbud med 12 pladser for børn og unge i alderen 0-17 år med let til moderat udviklingshæmning/mental retardering. Børnene og de unge kan også have diagnoser såsom gennemgribende udviklingsforstyrrelser inden for autismespektret og opmærksomhedsforstyrrelser.

På Egelunden er vores formål at fremme det enkelte barns/den enkelte unges muligheder for at opnå et selvstændigt og meningsfuldt liv med fokus på at opnå størst mulig mestring og livskvalitet.

Der er primært tilknyttet pædagoger og sundhedsfagligt personale samt vågne nattevagter til Egelunden.

Egelunden er etableret i oktober 2023. Det ligger på samme matrikel som tilbuddene Udsigten og Spiren, som er henholdsvis et botilbud og et aflastningstilbud for børn og unge med handicap.

Børnene/de unge indskrives på tilbuddet med baggrund i en døgnanbringelse efter Servicelovens §52.

Egelunden ligger i naturskønne omgivelser i Mellerup, tæt ved Randers Fjord. De fysiske rammer er fordelt på ca. 300 kvm i ét plan. Huset er indrettet hjemligt og lyst.

Hvert barn/hver ung har sit eget værelse. Det er vigtigt for os, at barnet/den unge er med til at indrette både eget værelse og fællesarealerne, så de føler sig hjemme i hele huset. Udenfor Egelunden er der en terrasse, som fører hen til en stor afgrænset have, hvor der er plads til leg og boldspil. Der er en trampolin og gynger i kort gåafstand.

Egelunden gennemgår renovering i efteråret 2023.

Børnenes/de unges dagligdag tilrettelægges ud fra en struktureret og forudsigelig dagsrytme med fokus på aktiviteter, sundhed og udvikling af sociale kompetencer. Der anvendes individuelle tilrettelagte støttesystemer for de børn/unge, der har brug for det. I dagtimerne er mange af børnene/de unge i dagtilbud eller skole.

Egelunden lægger stor vægt på, at det skal være et rart sted at bo. Vi fejrer højtider såsom fastelavn, påske, halloween, jul og nytårsaften. Herudover kan der arrangeres endagsture efter børnenes/de unges behov og ønsker.

En gang om ugen holder vi børne- og ungemøde i Egelunden. Her har børnene/de unge muligheder for at få indflydelse på mad, aktiviteter og ture ud af huset.

På Egelunden arbejder vi med at støtte og guide børnene og de unge i at have en almindelig dagligdag. Vi tager afsæt i børnenes/de unges forudsætninger og sætter mål, der understøtter deres udvikling på kort og lang sigt.

Den pædagogiske indsats tager udgangspunkt i Low Arousal, Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogisk Tilgang (KRAP) og strukturpædagogisk tilgang.

På Egelunden lægger vi vægt på:

  • at skabe livskvalitet for det enkelte barn/den enkelte unge
  • at børnene/de unge oplever at have selv- og medbestemmelse i hverdagen
  • at børnene/de unge oplever at have personlig autonomi og integritet
  • at børnene/de unge opnår størst mulig selvstændighed og mestring af eget liv
  • at børnene/de unge udvikler færdigheder
  • at børnene/de unge oplever at føle sig anerkendt
  • at skabe kontinuitet, genkendelighed og overblik i hverdagen
  • at børnene/de unge oplever at indgå i fællesskaber og oplever forventningens glæde.

Vores værdier er åbenhed, ordentlighed og respekt for forskellighed, hvor kvalitet og tryghed er i højsædet. Det betyder, at vi i vores daglige pædagogiske og sundhedsfaglige arbejde på tilbuddet ligger vægt på:

Professionalisme: Hvor vi tilstræber at understøtte en ensartet kvalitet gennem en høj pædagogisk faglighed.

Respekt: Vi er åbne og respekterer børn med handicap og deres familier, ligesom vi anerkender deres individuelle behov og ønsker. 

Samarbejde: Vi samarbejder med børnene og deres familier samt involverer andre fagligheder og organisationer på handicapområdet for at sikre en sammenhængende og koordineret indsats.

Empati: Vi inkluderer alle børn med handicap i samfundet og skaber muligheder for dem. Vi udviser empati og forståelse for det enkelte barn og deres familie, vi ønsker at støtte dem i deres udfordringer.

Vores værdier bidrager til at kvalificere de faglige handlinger og beslutninger i det daglige arbejde med og omkring barnet/den unge, ligesom de fungerer som et refleksionsredskab, der inspirerer til faglig dialog om, hvorledes vi skaber de bedste betingelser for barnets/den unges trivsel og mestring. 

Vi ser forældre som de vigtigste samarbejds- og sparringspartnere, når det omhandler børnene/de unge. Derfor er der et fælles forældrepanel mellem Egelunden og nabotilbuddene Udsigten og Spiren.

Vi tilstræber, at der er minimum én repræsentant fra hvert tilbud. På møderne taler vi fx om pædagogiske og driftsmæssige emner. Ledelsen fra Egelunden, Udsigten og Spiren deltager i møderne, hvor forældrepanelet har en rådgivende rolle.

Der afholdes to årlige forældremøder med deltagelse af alle forældre samt ledelse og eventuelle gæster, afhængigt af dagsorden.

Panelmedlemmerne udtræder af panelet, når deres barn udskrives fra tilbuddet, eller når de ønsker det.

Bruger- og pårørendeundersøgelse

Randers Kommune arbejder hele tiden på at udvikle og forbedre tilbuddene til de borgere, der har brug for hjælp. Derfor bliver der lavet en bruger- og pårørendeundersøgelse hvert andet år.

I Egelunden bestræber vi os på at spise sammen i rolige og hyggelige rammer, der tager hensyn til den enkelte. Der er derfor et tæt samarbejde med vores køkken i forhold til madønsker og indkøb af madvarer.

Egelunden følger Sundhedsstyrelsens 7 kostråd, der sikrer en varieret kost og et fokus på, hvad der er sundt for os.

Egelunden ligger i den lille by Mellerup ca. 12 kilometer nordøst for Randers. Der er busforbindelse med bus nr. 238 fra Randers busterminal, og derudover er der mulighed for at bestille flextur via Midttrafik.

Socialtilsyn Midt fører tilsyn med tilbuddets kvalitet.