8 Kvalitetsstandard for afklaringssamtaler, gruppebaserede og individuelle tidsbegrænsede råd- og vejledningsforløb samt mestringsvejledning
(Serviceloven § 82 a, § 82 b, § 82 d, § 85 og § 85 a) Vedtaget af Byrådet den 28. oktober 2025
Hvordan læser jeg denne kvalitetsstandard?
På de første sider i kvalitetsstandarden kan du læse om, hvad formålet med støtten er, hvem der er i målgruppen, og hvad støtten kan bestå af. På den måde kan du danne dig et foreløbigt overblik over hvilke støttemuligheder, vi kan samarbejde med dig omkring.
Dernæst kan du læse om, hvordan du kan søge om støtte, hvordan vi behandler din henvendelse, og hvordan vi sammen med dig følger op på støtten. Til sidst kan du finde lovgrundlaget for kvalitetsstandarden.
Når du har læst kvalitetsstandarden, står du måske tilbage med nogle spørgsmål, som du ikke kan finde svar på i kvalitetsstandarden. Disse spørgsmål kan du stille til en sagsbehandler fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte, som vil hjælpe dig med at besvare dine spørgsmål og forstå indholdet af kvalitetsstandarden.
Hvad er formålet med en kvalitetsstandard?
Kvalitetsstandarden er et supplement til den gældende lovgivning og Ankestyrelsens praksis og en måde at forventningsafstemme med dig om graden af den støtte, som vi kan tilbyde dig. Kvalitetsstandarden beskriver kommunens serviceniveau, det vil sige, hvad der vil være gældende i de fleste situationer. Standarden understøtter dermed, at du og dine medborgere får samme muligheder for at modtage støtte. Det er dog vigtigt, at være opmærksom på, at de konkrete afgørelser altid skal bero på et individuelt skøn, og dermed tage afsæt i dine forudsætninger og behov.
Det er en fælles opgave at finde den rette støtte til dig
I Randers Kommune vægter vi dialogen med dig højt. Dette betyder, at vi inddrager dig i den proces, der leder op til, at der træffes en afgørelse om, hvorvidt du kan få støtte og omfanget af den støtte, du kan få. Her er det vigtigt, at du er opmærksom på, at du har en aktiv rolle i at hjælpe til med, at din sag oplyses bedst muligt, sådan at du får den støtte, som passer bedst til dine behov. Det betyder, at du skal hjælpe sagsbehandleren Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte med at ”komme hele vejen” rundt om dine behov.
Når vi samarbejder med dig om støtte, gør vi det med udgangspunkt i serviceloven. Serviceloven bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Formålet med støtten er at fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig, klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Her er det også vigtigt at nævne for dig, at afgørelser efter serviceloven altid skal træffes på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn.
Vi inddrager også andre aktører for at sikre en tidlig og helhedsorienteret indsats
Vi prioriterer forebyggende indsatser højt, da en tidlig indsats kan bidrage til, at de udfordringer, du står over for, ikke vokser sig større, men at der tilrettelægges et forløb, så du får støtte til dine udfordringer, og det sker på en helhedsorienteret måde.
Det betyder, at når du samarbejder med en sagsbehandler fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte, sker det altid med baggrund i din samlede livssituation. Det betyder, at du også kan opleve, at:
- Sagsbehandleren fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte vil foreslå at inddrage andre relevante aktører for at sikre den helhedsorienterede sagsbehandling.
- Sagsbehandleren fra Myndighed Handicap/Myndighed Psykiatri/Myndighed Socialt Udsatte måske også vil fortælle dig om indsatser i andre kvalitetsstandarder, som beskriver andre støttemuligheder.
Generelt om kvalitetsstandarderne på voksenområdet
Socialområdet har i alt 10 kvalitetsstandarder på voksenområdet, som omhandler følgende former for støtte i serviceloven:
- Dagtilbud -Beskyttet beskæftigelse
- Dagtilbud -Aktivitets-og samværstilbud
- Afklaringssamtaler, gruppebaserede og individuel tidsbegrænset råd-og vejledningsforløb samt mestringsvejledning
- Botilbud til voksne
- Aflastning til voksne
- Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)
- Ledsagerordning til voksne
- Merudgifter til voksne
- Specialundervisning for voksne
- Social behandling for stofmisbrug.
Denne kvalitetsstandard vedrører rådgivning, vejledning og støtte til dig, der har behov for dette. Standarden beskriver de muligheder, der er for afklarende samtaler,
gruppebaserede og individuelle tidsbegrænsede råd-og vejledningsforløb samt mestringsvejledning efter servicelovens § 82 a, § 82 b, § 82 d, § 85 og § 85 a.
Måske du har behov for støtte udover det, som er beskrevet i denne kvalitets-standard. Derfor vil du måske opleve, at når du kontakter os, vil vi også kigge på andre kvalitetsstandarder sammen med dig for at sikre, at du får en samlet indsats, som imødegår dine behov.
Kvalitetsstandarderne gælder for dig, hvor Randers Kommune er din handle-kommune efter serviceloven, hvilket betyder, at vi behandler dine ansøgninger og foretager opfølgning på støtte efter serviceloven.
Hvad er formålet med den støtte, som jeg modtager?
Det overordnede mål er, at du kan mestre dit eget liv mest muligt uden eller med mindst mulig støtte.
Formålet med støtten er, at du med udgangspunkt i dine aktuelle behov og dit funktionsniveau får en indsats, som støtter op om din positive udvikling og/eller vedligeholdelse af dit funktionsniveau, sådan at du ikke mister det, du allerede kan. Det skal føre til, at du får opbygget og vedligeholdt dine færdigheder.
Når vi sammensætter støtten med dig, har vi blik for, at den samlede støtte styrker dine forudsætninger for at kunne mestre og tage aktivt del i eget liv, samt:
- Understøtter et rehabiliterings- og et habiliteringsperspektiv.
- Understøtter alternative strategier, så du kan finde nye/andre måder at mestre dit liv på, og dermed lever et så selvstændigt liv som muligt.
- Understøtter din recovery-proces. Det vil sige din proces i retningen af at ”komme dig” helt eller delvist.
- Fokuserer på at tilpasse ydelserne, så de understøtter de målrettede forløb.
Understøtter forebyggelse og tidlig indsats. - Har fokus på at øge eller vedligeholde din mestringsevne i forhold til Almindelige Daglige Levevis funktioner (ADL funktioner) – fx indkøb, rengøring, madlavning.
- Har fokus på, at netværk og civilsamfund har en fremtrædende rolle i at støtte dig, fx i form af deltagelse i fællesskaber.
- Har fokus på, at din aktive brug af velfærdsteknologi kan understøtte dig i større selvhjulpenhed og være med til at bidrage til fleksible løsninger.
- Styrker oplevelsen af et sammenhængende forløb for dig.
Hvem omfatter denne form for støtte?
De forskellige støttemuligheder kan være for dig over 18 år (ingen øvre aldersgrænse), som har:
- Nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, eller som er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelser eller sociale problemer.
- Betydelig funktionsnedsættelse eller særlige sociale problemer, hvor funktionsnedsættelsen bevirker, at der er behov for social støtte eller hjælp til daglige funktioner i et væsentligt omfang.
Støtten i denne kvalitetsstandard gælder som udgangspunkt dig, der bor i egen bolig, herunder også hvis du bor hos dine forældre.
Hvis du bor på et bofællesskab, botilbud eller en botilbudslignende boform, så finder kvalitetsstandard nr. 9 som udgangspunkt anvendelse.
Hvilke forskellige former for støttemuligheder er der?
For dig med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, eller som er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelser eller sociale problemer. Kan vi tilbyde:
- Afklarende råd– og vejledningssamtaler
- Gruppebaserede råd- og vejledningsforløb
- Individuelle tidsbegrænsede råd- og vejledningsforløb
For dig som har behov for støtte på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, yder vi støtte via:
- Mestringsvejledning
Mestringsvejledning er til dig med mere omfattende problematikker, som ikke kan løses/kompenseres med en mindre omfattende indsats. Du kan også modtage denne form for støtte i kombination med de ovennævnte gruppebaserede forløb.
Du skal starte med at henvende dig i Åben Vejledning, som er et tværgående kommunalt tilbud på socialområdet i Randers Kommune, som tilbyder borgere let og uvisiteret adgang til støtte og vejledning. Du kan finde oplysninger om, hvor du finde Åben Vejledning på Randers Kommunes hjemmeside.
Hvad indeholder de forskellige støttemuligheder?
I dette afsnit kan du læse mere om, hvad de forskellige former for støtte kan indeholde.
1. Afklarende råd-og vejledningssamtaler (åbent tilbud om råd og vejledning) jf. servicelovens § 10 og § 12
Formålet med en råd- og vejledningssamtale er at hjælpe dig med at afklare dine behov for støtte og derigennem mestre eget liv mest muligt.
Dette foregår i Åben Vejledning, hvor du kan få hjælp til følgende
- Hjælp med post, e-Boks og MitID
- Vejledning omkring boligsøgning og boligsupport
- Hjælp til struktur og hverdagsmestring – ugeskema m.m.
- Økonomisk vejledning og budgetstyring
- Kontakt til myndigheder og sundhedstilbud (jobcenter, ydelseskontor, læge)
- Praktisk hjælp med apps og digitale løsninger
- Information om sociale aktiviteter og fritidsaktiviteter
- Støtte til håndtering af akut opståede problematikker
- Mulighed for korte vejledende samtaler
Efter den første afklaringssamtale kan det være, at vi sammen finder ud af, at du skal have støtte et andet sted, fx i jobcentret eller i et frivilligt tilbud.
På baggrund af den første afklaringssamtale, vurderer vi, om vi skal tage en enkelt samtale eller to mere, hvis det er tilstrækkeligt til at få løst din problemstilling.
Vi kan også vurdere, at du kunne have gavn af et råd-og vejledningsforløb (se afsnittet med gruppebaserede råd-og vejledningsforløb eller individuelle tidsbegrænsede råd- og vejledningsforløb).
Hvis vi allerede i afklaringssamtalen vurderer, at du har behov for mere omfattende støtte (se afsnittet med visiteret støtte efter § 85), henviser vi dig til en myndighedsafdeling, hvor en sagsbehandler fra Myndighed Social herefter vil hjælpe dig videre.
2. Gruppebaserede råd-og vejledningsforløb eller individuelle tidsbegrænsede råd-og vejledningsforløb jf. servicelovens § 82 a og § 82 b
Formålet med de gruppebaserede og individuelle råd- og vejledningsforløb er at understøtte dig i at kunne mestre din hverdag.
Det gør vi først og fremmest ved at hjælpe dig med at skabe indsigt i egen situation og dine egne og dit netværks ressourcer. Råd-og vejledningsforløbene vil derfor tage udgangspunkt i rehabiliteringsprincippet, som betyder, at vi tager højde for det, som du allerede kan selv.
I forløbet vil du modtage råd, vejledning og støtte, der skal styrke din mestringsevne for eksempel gennem:
- Afklaring af dine behov og ressourcer
- Personlige råd- og vejledningssamtaler
- Mestringsevneforløb, fx med fokus på sociale kompetencer, færdighedstræning, økonomisk rådgivning med mere
- Psykoedukation
Mere specifikt kan indsatsen til dig bestå af:
- Hjælp til at overskue økonomi og forsørgelse samt støtte til etablering i bolig
- Støtte og koordinering i kontakten med offentlige instanser
- Ledsagelse til fx lægebehandling, indkøb, værested med mere
- Støtte til egen mestring af dagligdags gøremål
- Støtte til etablering og opretholdelse af netværk
- Støtte til at finde aktiviteter der bryder ensomhed
- Støtte til at etablere og opretholde kontakt til Jobcenter og uddannelsesinstitutioner
Som en del af råd- og vejledningsforløbet vil vi tilbyde dig en borgerplan med mål for dit forløb. Borgerplanen udarbejdes sammen med de medarbejdere, som er tilknyttet dit forløb.
Råd- og vejledningsforløbet er en afgrænset indsats med en varighed på op til et halvt år og afsluttes derefter med en afsluttende samtale mellem dig og relevante medarbejdere fra råd- og vejledningsforløbet.
Støtten til dig kan gives individuelt, eller du kan indgå i en gruppe. Noget af støtten kan også gives ved inddragelse af frivillige, der enten kan fungere som mentorer for dig, eller som kan støtte dig fx i deltagelse i fritids- og motionsaktiviteter.
I en dialog med dig kan vi også vurdere, at en del af den frivillige indsats kan komme fra andre borgere, der enten er kommet sig, har fået betydeligt flere ressourcer eller har fået styrket deres personlige kompetencer og mestringsevne, så du kan drage nytte af andre borgeres erfaringer.
Hvis formålet med støtten kan opfyldes via flere indsatser, så vælger vi den indsats, som vil matche dine behov bedst muligt.
Hvis vi sammen vurderer, at du har behov for anden støtte end den du kan få via råd- og vejledningsforløb, hjælper vi dig videre til den relevante myndighedsafdeling.
3. Visiteret støtte efter § 85 og § 85 a (mestringsvejledning)
Et mestringsvejledningsforløb vil være fleksibelt både i form, indhold og intensitet. Forløbet vil derfor afhænge af dine konkrete behov og ressourcer.
I forløbet samarbejder vi altid systematisk med dig om bestemte temaer, der kan understøtte og udvikle din selvstændige mestringsevne. Forløbet tilrettelægges sådan, at du modtager relevant støtte, der tilgodeser dit aktuelle behov, og som du deltager aktivt i.
Formålet med mestringsforløbet er at udvikle og styrke din mestring og/eller kompensere for den nedsatte funktionsevne.
Målet er fx at øge din mestringsevne i forhold til:
- Personlig mestring, fx af praktiske opgaver i hjemmet
- Sociale relationer, netværk og medborgerskab
- Kontakt til jobcenter og uddannelse
- Sundhed
Formålet og det konkrete mål med støtten samt dit niveau for støtte vil fremgå af den afgørelse, du modtager. Det konkrete indhold og form af støtten aftales derimod med din mestringsvejleder i takt med din udvikling.
Mestringsvejledning kan gives i form af rådgivning og vejledning, træning af mestringsstrategier, pædagogisk ledsagelse og hjælp til selvhjælp. Ud fra en individuel og konkret vurdering tilrettelægger vi indholdet af din mestringsvejledning, så det virker og
passer til dine behov. Mestringsvejledningen kan foregå som én eller flere af de nedenfor nævnte former i kombination:
- Virtuel vejledning
- Telefonisk kontakt
- Samtaler mellem en mestringsvejleder og dig fysisk i kommunens bygninger, individuelt eller i gruppe.
- Vejledning i eget hjem
- Rehabiliterende kurser
- I særlige omgivelser, der giver mening i forhold til indsatsmålene (det kan fx være, at I udvikler dine færdigheder i brugen af offentlige transportmidler, besøg i banken og/eller fremmøde i café og samværstilbud som led i træning af sociale færdigheder)
Vi vil altid vurdere, hvorvidt du kan modtage støtten virtuelt, eller om du kan møde frem i Åben Vejledning. Hvis det vurderes, at du kan modtage støtten virtuelt, vil denne form blive benyttet. Ligeledes vil fremmøde i Åben Vejledning blive brugt, hvis det vurderes, at du kan modtage støtten på denne måde.
Hvis formålet med støtten kan opfyldes via flere indsatser, så vælger vi den indsats, som vil matche dine behov bedst muligt.
Kommunen kan desuden efter servicelovens § 85 a tilbyde støtte målrettet borgere i hjemløshed og risiko for hjemløshed med særlige sociale problemer efter de specialiserede støttemetoder fra Housing First tilgangen.
Støtte til ledsagelse til aktiviteter
Vi kan give støtte til ledsagelse til ikke-selvvalgte aktiviteter, hvis du vurderes at være omfattet af målgruppen for § 85.
Ikke selvvalgte aktiviteter er typisk aktiviteter, der har behandlingsmæssigt indhold, fx fysioterapi.
Ud fra en konkret og individuel vurdering kan vi tilbyde ledsagelse til lægebesøg en gang årligt ved behov for et helbredstjek.
Ledsagelse til selvvalgte aktiviteter vil først blive vurderet efter servicelovens § 97, som er en specialbestemmelse om ledsagelse til selvvalgte aktiviteter uden for hjemmet. Hvis du ikke opfylder betingelserne for støtte efter § 97, kan de selvvalgte aktiviteter efter en konkret vurdering gives efter § 85, hvor der vil blive lagt vægt på, hvad formålet med
aktiviteten er, og om du eventuelt allerede er kompenseret i forhold til støtte uden for hjemmet.
Mestringsvejledning til dig kan udmøntes efter disse vejledende niveaudelinger:
1.Let støtte, herunder støtte til udslusning
- Støtten planlægges med mulighed for én til to kontakter pr. måned. Der kan være kortere eller længere perioder, hvor der ikke er behov for kontakt og andre hvor der er.
- Tilbud om forebyggende indsats til dig, som ved lettere støtte kan vedligeholde færdigheder. Kontakten vil oftest bestå af telefonstøtte i dagtimerne.
- Støtteforløb til dig, der er på vej til at blive ud visiteret. Det drejer sig oftest om telefonisk kontakt eller virtuel kontakt, men kan også være i form af faste aftaler med besøg. Støtten kan gives som tryghedsskabende digital kontakt.
2. Mindre omfattende støtte
- Støtten planlægges så udgangspunktet er 1-2 kontakter pr. 14. dag.
- Ydelsen kan omfatte understøttelse af en tværfaglig indsats.
3. Omfattende støtte
- Der tilbydes planlagt støtte i form af 1-2 kontakter pr. uge.
4. Meget omfattende støtte
- Støtten vil ofte være en forudsætning for, at du kan opretholde en tilværelse i egen bolig. Der tilbydes støtte i form af flere kontakter om ugen, op til 3-4 kontakter om ugen.
5. Særlige situationer
- Støtten vil være en forudsætning for, at du kan opretholde en tilværelse i egen bolig. Der tilbydes støtte i form af flere kontakter om ugen, oftest mere end 3-4.
- Der kan ligeledes gives støtte til opgaver, der er med til at vedligeholde dit funktionsniveau eller forebygge tilbagefald.
For alle de ovennævnte niveauer af mestringsvejledning gælder det, at støtten for nogles vedkommende kan omfatte samtaler med pårørende og andre samarbejdspartnere.
For alle niveauerne planlægges kontakten som udgangspunkt til hverdage i dagtimerne.
Generelt kan der på alle niveauer ud over den almindelig mestringsvejledning gives udvidet mestringsvejledning i aftentimer, i weekender og ved natkontakt efter behov. Dette kræver særskilt visitation.
§ 85 a kræver også særskilt visitation og er målrettet personer i hjemløshed eller risiko for hjemløshed med særlige sociale problemer.
Beskrivelserne af den tidsmæssige angivelse af støtten på de forskellige niveauer, skal opfattes som rammebeskrivelser. Det vil være mestringsvejlederenheden, der vurderer behovet indenfor rammen.
Hvem får jeg støtten fra?
Du vil som udgangspunkt modtage individuelt tidsbegrænset råd-og vejledningsforløb samt mestringsvejledning fra kommunens eget mestreringsvejlederteam.
Tilrettelæggelsen af mestringsvejledning sker i et samarbejde mellem dig og mestringsvejlederenheden. Randers Kommune vil i videst muligt omfang tilrettelægge indsatsen, så du modtager støtte fra de samme mestringsvejledere, men kommunen er ikke forpligtet til at yde støtte i form af en fast og kontinuerlig mestreringsvejleder.
Ud fra en konkret og individuel faglig vurdering ydes der kun i særlige tilfælde vikardækning på støtteydelser efter denne kvalitetsstandard.
Hvordan behandler Randers Kommune min ansøgning eller min henvendelse?
Når du har behov for støtte fra socialområdet i Randers Kommune, skal du møde op i Åben Vejledning. Du kan finde oplysninger om, hvor du skal henvende dig på Randers Kommunes hjemmeside.
I Åben Vejledning vil du som minimum blive mødt af en medarbejder, og det kan også være, at du møder flere. Her vil du få en afklarende samtale, hvor vi sammen med dig afklarer din situation og dine behov.
Hvis du allerede ved afklaringssamtalerne, undervejs eller i forlængelse af et råd-og vejledningsforløb vurderes at have behov for en anden støtte eller en kombination af et rådgivningsforløb sammen med anden støtte, hjælper vi dig videre til den relevante myndighedsafdeling. Når vi vurderer dit støttebehov i forhold til yderligere støtte har vi fokus på:
- De ting du selv kan gøre.
- De ting som du kan gøre med hjælp fra dit nærmeste netværk.
- De ting som du kan gøre ved hjælp af tilgængelige ressourcer i miljøet.
- De ting som du kan gøre ved hjælp af de professionelle og rehabiliteringssystemet.
Hvis vi anbefaler dig hjælp i Åben Vejledning eller et gruppebaseret eller et individuelt, tidsbegrænset råd- og vejledningsforløb, er der ingen visitation og dermed ikke yderligere led, inden støtten igangsættes.
Før der træffes afgørelse om, om du er berettiget til mestringsvejledning, skal du være opmærksom på, at der skal laves en udredning af dig efter VUM (voksenudredningsmetoden), hvilket kan tage op til 8 uger.
Hvis vi bevilliger dig mestringsvejledning, vil det fremgå af afgørelsen til dig, hvilke formål og konkrete mål, indsatsen skal opfylde, og hvilket niveau af støtte, du er bevilget.
Hvis du bliver bevilget mestringsvejledning, vil du samtidig blive tilbudt en handleplan efter servicelovens § 141. En sagsbehandler fra Myndighed Social laver handleplanen i samarbejde med dig. Handleplanen indeholder en plan for din støtte med konkrete mål og aftaler, som vi i fællesskab løbende følger op på.
Du skal være opmærksom på, at du har mulighed for at få vejledning, hvis du ikke bliver bevilget det tilbud, som du har søgt om.
Klageadgang:
Der er ikke mulighed for at klage over kommunens henvisning til tilbud efter servicelovens §§ 82 a, 82 b og 82 d, medmindre:
- Der er ansøgt om en specifik ydelse efter serviceloven, der ikke er en ydelse i form af tidlig, forebyggende indsats, og kommunen giver afslag med henvisning
til, at der kan benyttes et tilbud efter servicelovens kapitel 15 a, så kan der klages over dette afslag. I afgørelsen vil der være en klagevejledning. Hvis der ikke er ansøgt om en specifik ydelse, skal kommunen vurdere, om ansøgningen skal behandles efter en bestemmelse i serviceloven, hvor der er klageadgang, f.eks. støtte efter servicelovens § 85.
Servicelovens § 85 og § 85 a er omfattet af lov om retssikkerhed på det sociale område, kapitel 10, og afgørelser efter denne bestemmelse kan derfor påklages til Ankestyrelsen, hvis borger ikke får fuldt medhold. En afgørelse, der kan påklages, indeholder klagevejledning.
Hvornår kan jeg forvente svar på min ansøgning/henvendelse?
Det gruppebaserede eller individuelle tidsbegrænsede råd- og vejledningsforløb kan igangsættes, efter vi har lavet en borgerplan sammen med dig.
Hvis du bevilges støtte efter servicelovens § 85, vil du blive kontaktet af det relevante mestringsvejlederteam, når tilbuddet er parat.
I forbindelse med opstarten af støtten kan der være behov for en fælles samtale mellem dig, sagsbehandler fra Myndighed Social og din nye mestringsvejleder.
Byrådet i Randers Kommune har fastsat en sagsbehandlingsfrist på op til 8 uger for ansøgninger om § 85 ansøgninger. Hvis vi ikke kan overholde tidsfristen, vil du få besked om, hvornår du kan forvente at få en afgørelse.
Hvordan følges der op på, at den støtte, som jeg får, fortsat passer til mine behov?
Når du indgår i et individuelt eller gruppebaseret råd- og vejledningsforløb, laver vi løbende opfølgning på borgerplanen. Forløbet afsluttes, når målene i din borgerplan er nået, eller hvis dine behov undervejs i forløbet peger på, at støtten til dig skal justeres i en retning, som kræver noget andet af os. Et råd- og vejledningsforløb kan dog kun ydes i op til seks måneder.
Når du modtager mestringsvejledning, følger vi op på alle nye forløb senest tre måneder efter mestringsvejledningen er startet op. Randers Kommune laver derefter løbende opfølgning på din handleplan i forhold til mestringsvejledning jfr. § 141 i serviceloven. Opfølgningen sker mindst en gang årligt. Opfølgningen kan ske virtuelt, på et fysisk møde eller over telefonen.
Opfølgning kan desuden ske på foranledning af mestringsvejlederen, hvis denne konstaterer ændringer af væsentlig karakter i din udvikling eller i jeres samarbejde. I disse situationer har mestringsvejlederen pligt til at kontakte din sagsbehandler med henblik på opfølgning.
Opfølgninger kan føre til ændring af mål og/eller støtteniveau eller til bortfald af støtte eller visitering til andre indsatser, som bedre eller lige så godt tilgodeser din behov. Når det i forbindelse med opfølgning vurderes, at det overordnede formål med mestringsvejledning er opnået, afsluttes støtten. Du vil blive partshørt i det påtænkte ophør, og i brevet til dig vil det fremgå, hvorfor vi påtænker ophør af din støtte. Hvis vi er enige med dig om ophøret, sender vi ikke partshøringsbrev. Efter høringsperioden sendes en begrundet afgørelse til dig. Afgørelsen indeholder klagevejledning.
Du vil blive inddraget i opfølgningen, under hensyntagen til dine forudsætninger for at kunne deltage i opfølgningen.
Lovgrundlag
Servicelovens § 82 a
Til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, kan kommunalbestyrelsen iværksætte eller give tilskud til tilbud om gruppebaseret hjælp, omsorg eller støtte samt gruppebaseret optræning og hjælp til udvikling af færdigheder. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at deltagelse i sådanne tilbud vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Servicelovens § 82 b
Til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, kan kommunalbestyrelsen iværksætte eller give tilskud til tilbud om tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt tidsbegrænset individuel optræning og hjælp til udvikling
af færdigheder. Tilbuddet kan gives i op til 6 måneder. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at tilbuddet vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Servicelovens § 82 d
Til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer, kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte efter §§ 82 a og 82 b etableret i samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at deltagelse i sådanne tilbud vil kunne forbedre det aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed".
Servicelovens § 85
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer”.
Servicelovens § 85 a Kommunalbestyrelsen kan tilbyde hjælp, omsorg eller støtte til udvikling af færdigheder efter de specialiserede støttemetoder fra housing first-tilgangen til personer i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed, som har behov for hjælp, omsorg eller støtte på grund af særlige sociale problemer.
Stk. 2. Følger kommunalbestyrelsen ikke borgerens ønsker til leverandør af bostøtten, jf. § 142, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen begrunde dette i afgørelsen efter stk. 1.
Ovenstående bestemmelser suppleres som hidtil - efter dine konkrete behov - med andre muligheder for støtte, fx ved inddragelse af civilsamfundet, anvendelse af uvisiterede tilbud efter servicelovens § 79 og andet.
Ordforklaringer
Ankestyrelsens praksis
Ankestyrelsen træffer nogle afgørelser i sager, som de offentliggør, hvis de vurderer sagen er generel eller principiel. Disse afgørelser er bindende og sætter dermed en rettesnor for, hvordan kommuner efterfølgende skal behandle lignende sager.
At mestre eller opnå mestring i eget liv mest muligt
Det betyder, at du bliver bedre til at klare forskellige situationer eller udfordringer, som opstår i dit liv. Det kan f.eks. være, at du bliver bedre til at klare praktiske opgaver i dit hjem, eller du får bedre fod på at transportere sig rundt. Det betyder ikke, at man bliver god til alting, men at man så vidt muligt bliver bedre til flere ting. Det kan derfor også variere fra person til person.
Funktionsniveau/funktionsnedsættelse
Det siger noget om din evne til at mestre dine fysiske eller psykiske udfordringer samt særlige sociale problemer, og hvordan de påvirker/begrænser dit hverdagsliv. Det kan f.eks. dreje sig om, at du kan have svært ved at skabe og fastholde relationer til andre, svært ved at gå i gang med opgaver og gennemføre dem eller strukturere din hverdag og aktiviteter eller færdes selvstændigt mm.
Handlekommune
Den kommune, der er ansvarlig for at behandle din ansøgning.
Helhedsorienteret indsats
En indsats, som tager udgangspunkt i hele din situation og behov, og som tænker de forskellige indsatser, som du får, sammen.
Habilitering og rehabilitering
Formålet med både habilitering og rehabilitering er at give dig, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i din fysisk, psykisk og/eller sociale funktionsevne, et selvstændigt og meningsfuldt liv med bedst mulig funktionsevne. Der vil blive taget udgangspunkt i hele din livssituation med henblik på at skabe en koordineret og sammenhængende indsats. I samarbejdet med dig vil der være fokus på, hvordan du kan udføre hverdagsaktiviteter og deltage i samfundslivet på trods af din funktionsnedsættelse. Formålet vil for nogle være at forbedre og udviklenye kompetencer og funktioner, mens det for andre vil være med henblik på at bevare og bruge de nuværende funktioner og ressourcer bedst muligt. Forskellen på habilitering og rehabiliteringer, om din funktionsnedsættelse er medfødt (habilitering) eller ikke (rehabilitering).
Myndighedsperson:
En myndighedsperson er en sagsbehandler ansat i kommunen, der har bemyndigelse til at træffe afgørelser i konkrete sager på baggrund af blandt andet lovgivningen.
Psykoedukation:
Psykoedukation er læring om at gøre det lettere for borgeren at acceptere et liv med en psykiatrisk lidelse. Borgeren får ved hjælp af viden om sygdommen bedre mulighed for at lære mestringsstrategier til at opnå en bedre livskvalitet, et større selvoplevet funktionsniveau og til at skabe et meningsfuldt liv.
Rehabilitering og recovery:
Hermed menes de indsatser som øvrige offentlige myndigheder måtte iværksætte for at bringe dig tættere på et selvstændigt liv. Recovery vedrører din unikke proces i retningen af at ”komme dig” helt eller delvist ovenpå et fx alkohol-eller stofmisbrug, psykisk sygdom mv.
Skøn:
Der er mange bestemmelser i lovgivningen, hvor resultatet ikke kan læses direkte ud af loven. Derfor skal din sagsbehandler lave et skøn, dvs. en vurdering af, om din situation giver dig ret til den støtte, som du har søgt om. Som en del af vurderingen vil din sagsbehandler lave en afvejning af, hvilke forhold, som skal indgå i vurderingen af din situation, og hvilke der skal lægges mest vægt på.
Tilbudsportalen:
Tilbudsportalen er en landsdækkende portal, som indsamler og udstiller oplysninger om tilbud til mennesker med en funktionsnedsættelse eller et socialt problem. Tilbudsportalen kan anvendes af sagsbehandlere til at fremsøge en række tilbud, der, med udgangspunkt i borgerens behov, retter sig mod borgerens specifikke problemstilling.