9 Kvalitetsstandard for botilbud til voksne

(Serviceloven §§ 85, 107 og 108) Vedtaget af byrådet den 24. juni 2025

Hvordan læser jeg denne kvalitetsstandard?

På de første sider i kvalitetsstandarden kan du læse om, hvad formålet med støtten er, hvem der er i målgruppen, og hvad støtten kan bestå af. På den måde kan du danne dig et foreløbigt overblik over hvilke støttemuligheder, vi kan samarbejde med dig omkring.

Dernæst kan du læse om, hvordan du kan søge om støtte, hvordan vi behandler din henvendelse, og hvordan vi sammen med dig følger op på støtten. Til sidst kan du finde lovgrundlaget for kvalitetsstandarden.

Når du har læst kvalitetsstandarden, står du måske tilbage med nogle spørgsmål, som du ikke kan finde svar på i kvalitetsstandarden. Disse spørgsmål kan du stille til en sagsbehandler i Myndighed Social, som vil hjælpe dig med at besvare dine spørgsmål og forstå indholdet af kvalitetsstandarden.

Hvad er formålet med en kvalitetsstandard?

Kvalitetsstandarden er et supplement til den gældende lovgivning og Ankestyrelsens praksis og en måde at forventningsafstemme med dig om graden af den støtte, som vi kan tilbyde dig. Kvalitetsstandarden beskriver kommunens serviceniveau, det vil sige, hvad der vil være gældende ide fleste situationer. Standarden understøtter dermed, at du og dine medborgere får samme muligheder for at modtage støtte. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at de konkrete afgørelser altid skal bero på et individuelt skøn og dermed tage afsæt i dine forudsætninger og behov.

Det er en fælles opgave at finde den rette støtte til dig

I Randers Kommune vægter vi dialogen med dig højt. Dette betyder, at vi inddrager dig i den proces, der leder op til, at der træffes en afgørelse om, hvorvidt du kan få støtte og omfanget af den støtte, du kan få. Her er det vigtigt, at du er opmærksom på, at du har en aktiv rolle i at hjælpe til med, at din sag oplyses bedst muligt, sådan at du får den støtte, som passer bedst til dine behov. Det betyder, at du skal hjælpe sagsbehandleren fra Myndighed Social med at ”komme hele vejen” rundt om dine behov.

Når vi samarbejder med dig om støtte, gør vi det med udgangspunkt i serviceloven. Serviceloven bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Formålet med støtten er at fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig og blive i stand til at klare sig selv, eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Her er det også vigtigt at nævne for dig, at afgørelser efter serviceloven altid skal træffes på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn.

Vi inddrager også andre aktører for at sikre en tidlig og helhedsorienteret indsats

Vi prioriterer forebyggende indsatser højt, da en tidlig indsats kan bidrage til, at de udfordringer du står over for ikke vokser sig større, men at der tilrettelægges et forløb, så du får støtte til dine udfordringer på en helhedsorienteret måde.

Det betyder, at når du samarbejder med en sagsbehandler fra Myndighed Social, sker det altid med baggrund i din samlede livssituation. Det betyder, at du også kan opleve, at:

  • Sagsbehandleren fra Myndighed Social vil foreslå at inddrage andre relevante aktører for at sikre den helhedsorienterede sagsbehandling.
  • Sagsbehandleren fra Myndighed Social måske også vil fortælle dig om indsatser i andre kvalitetsstandarder, som beskriver andre støttemuligheder eller foreslår indsatser i civilsamfundet, som kan bidrage til at afhjælpe dit behov.

Generelt om kvalitetsstandarderne på voksenområdet

Socialområdet har i alt 10 kvalitetsstandarder på voksenområdet, som omhandler følgende former for støtte i serviceloven:

  • Dagtilbud - Beskyttet beskæftigelse
  • Dagtilbud - Aktivitets- og samværstilbud
  • Afklaringssamtaler, gruppebaserede og individuel tidsbegrænset råd- og vejledningsforløb samt mestringsvejledning efter servicelovens
  • Botilbud til voksne
  • Aflastning til voksne
  • Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)
  • Ledsagerordning til voksne
  • Merudgifter til voksne
  • Specialundervisning for voksne
  • Social behandling for stofmisbrug.

Denne kvalitetsstandard vedrører botilbud til voksne. Et botilbud er et tilbud til dig, som har et behov for støtte, der ikke kan imødekommes via støtte i eget hjem.

Et botilbud kan enten være midlertidigt eller længerevarende.

Kvalitetsstandarderne gælder for dig, hvor Randers Kommune er din handlekommune efter serviceloven. Det betyder, at det er Randers Kommune, der skal behandle ansøgninger og foretage opfølgning på dit behov for støtte efter serviceloven.

Hvad er formålet med den støtte, som jeg modtager?

Det overordnede mål er, at du kan mestre dit eget liv mest muligt uden eller med minimal støtte. Formålet med støtten i et botilbud er, at du med udgangspunkt i dine aktuelle behov og dit funktionsniveau får en recovery-orienteret og rehabiliterende indsats, som støtter op om din positive udvikling og/eller vedligeholdelse af dit funktionsniveau, sådan at du ikke mister, det du allerede kan og mestrer. Det kan føre til, at du udvikler færdigheder, der gør, at du kan klare dig med mindre støtte.

Hvem omfatter denne støtte?

Midlertidigt botilbud, jf. servicelovens § 107

Et midlertidigt botilbud efter §107 er et tilbud for dig over 18 år (ingen øvre aldersgrænse), der har:

  • En betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller
  • Særlige sociale problemer og
  • I en periode har behov for en særlig indsats i et botilbud.

Du vil ikke kunne tilbydes et midlertidigt botilbud, hvis det er muligt at kompensere for dine behov for støtte i dit eget hjem.

Du kan i en periode have behov for en særlig indsats i form af eksempelvis:

  • Omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje.
  • Særlig behandlingsmæssig støtte.
  • Stabilisering af dit funktionsniveau, så du herefter er i stand til at modtage støtte, f.eks. i eget hjem.
  • Et afklaringsforløb for at finde ud af, hvad du har behov for støtte til, og hvilken form for støtte, der vil kunne kompensere for dine behov.

Udgangspunktet for bevilling af et midlertidigt botilbud er en forventning om, at dit behov for hjælp og støtte kan ændre sig. Det kan bl.a. ske som følge af den indsats, som du modtager under opholdet i den midlertidige boform. Når du bliver bevilget et midlertidig botilbud, vil du samtidig blive tilbudt en handleplan efter servicelovens § 141. En sagsbehandler fra Myndighed Social laver handleplanen i samarbejde med dig. Handleplanen indeholder konkrete mål og aftaler for din hjælp, som vi i fællesskab løbende følger op på.

Der kan ikke sættes en bestemt tidsmæssig grænse for, hvor længe du kan opholde dig på et botilbud efter servicelovens § 107. Det afgørende for opholdets varighed er, om formålet med opholdet er opfyldt, eller om der er grundlag for at fastslå, at du har et behov for et længerevarende botilbud.

Længerevarende botilbud med og uden døgndækning

Et længerevarende ophold i et botilbud er et tilbud for dig over 18 år (ingen øvre aldersgrænse), der:

  • Har en betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og
  • Har behov for mere vedvarende hjælp og støtte til almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Du vil ikke kunne tilbydes et længerevarende botilbud, hvis det er muligt at kompensere for dine støttebehov i eget hjem eller i et midlertidigt botilbud.

Et længerevarende botilbud kan være med og uden døgndækning. Det betyder, at målgruppen for længerevarende botilbud omfatter en bred gruppe af borgere, hvis behov vil spænde vidt – både i forhold til støttens omfang og kontakt til tilbuddets personale.

Længerevarende botilbud uden døgndækning henvender sig til dig, der:

  • Har behov for en ramme til at opretholde en daglig struktur for at kunne vedligeholde/forebygge tilbagefald eller udvikle dit funktionsniveau.
  • Har brug for kompenserende hjælp.
  • Har behov for kontinuitet og hjælp til almindelige daglige funktioner som pleje, omsorg eller behandling og ikke kan få dækket disse behov på anden vis, men som ikke som udgangspunkt har behov for kontakt til personale om natten. Hvis du i særlige tilfælde har behov for personlig kontakt til personalet om natten, så kan der blive lavet en lokal løsning på dit specifikke behov.

Hvis du tilbydes et længerevarende botilbud uden døgndækning, er der en forventning om, at du ikke har behov for støtte af personale og kan forvalte egen tid i de timer, hvor der ikke er personale til stede. Du kan opretholde egen tryghed og selvhjulpenhed eksempelvis via opkald til en akuttelefon.

Disse tilbud omfatter ikke behandling fx lægelig eller fysioterapeutisk behandling.

Længerevarende botilbud med døgndækning henvender sig til dig, der:

  • Har et omfattende behov for en ramme i et døgntilbud for at kunne vedligeholde/forebygge tilbagefald eller udvikle dit funktionsniveau.
  • Har brug for kompenserende hjælp.
  • Har et behov for kontinuitet og omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner som pleje, omsorg eller behandling og ikke kan få dækket disse behov på anden vis.
  • Har et løbende behov for en fast kontakt til eller støtte af personale om natten.

Når du bliver bevilget et længerevarende botilbud, vil du samtidig blive tilbudt en handleplan efter servicelovens § 141. En sagsbehandler fra Myndighed Social laver handleplanen i samarbejde med dig. Handleplanen indeholder konkrete mål og aftaler for din hjælp, som vi i fællesskab løbende følger op på.

Et længerevarende botilbud kan være oprettet efter servicelovens § 108 eller almenboliglovens § 105, hvilket udgør de boligmæssige rammer, som du bor i. I en bolig efter serviceloven vil du modtage et boligdokument, hvor dine rettigheder og forpligtelser fremgår. I en bolig efter almenboligloven vil du modtage en lejekontrakt, og det er de almindelige lejeretlige regler, der gælder. Til en bolig efter almenboligloven, har du mulighed for at søge om indskudslån, boligstøtte mv.

Uanset om din bolig er oprettet efter servicelovens § 108 eller almenboliglovens § 105 vil den støtte, du modtager i boligen være bevilget efter en konkret og individuel vurdering, primært efter serviceloven § 85.

Hvad kan støtten til mig bestå af?

Gældende for både midlertidige og længerevarende botilbud

Støtten ydes efter en individuel og konkret vurdering af dit funktionsniveau og støttebehov og vil blive tilrettelagt i et samarbejde med dig. Støtten kan gives ved personlig kontakt og/ eller telefonisk eller onlinekontakt.

Du kan f.eks. have behov for støtte til:

  • Egenomsorg (pleje, toiletbesøg, vask mm.)
  • Kommunikation (forstå og fremstille meddelelser, samtale mm.)
  • Mobilitet (transport, gang, bevægelse mm.)
  • Praktiske opgaver i hjemmet (madlavning, rengøring, indkøb mm.)
  • Socialt liv (netværk, relationer, sociale fællesskaber mm.)
  • Sundhed og trivsel (fx fysisk helbred, psykisk helbred, misbrug mm.)
  • Samfundsliv (bolig, privatøkonomi, beskæftigelse og uddannelse)

Der vil løbende være fokus på, om teknologiske hjælpemidler eksempelvis online støtte eller strukturredskaber kan være relevante i forhold til at understøtte dig i størst mulig mestring af eget liv.

Du kan både få individuel og gruppebaseret støtte.

Din støtte på botilbuddet kan gives i kombination med andre ydelser efter serviceloven, som sigter efter mestring af eller opretholdelse af en hverdagsstruktur. Hvis du er i kontakt med andre aktører fx jobcenter eller sygehus, så vil den samlede støtte ske i et samarbejde med disse.

Ledsagelse i forbindelse med hospitalsbehandling

Det er hospitalet, der har ansvaret for at vurdere, om du har behov for ledsagelse. Hvis du har behov for ledsagelse, vil hospitalet og botilbuddet gå i dialog om, det er muligt, at du kan ledsages af pårørende eller personale fra dit botilbud.

Rengøring i midlertidige og længerevarende botilbud

Som udgangspunkt vil vi hjælpe dig til selv at klare rengøringen. Personalet vil guide og undervise dig i at udføre rengøringen. Såfremt du ikke er i stand til at deltage i rengøring, er udgangspunktet, at Randers Kommune udfører rengøring svarende til det til enhver tid fastsatte serviceniveau på omsorgsområdet. Hjælp til rengøring (servicelovens § 83) er beskrevet på side 8-9 i den selvstændige kvalitetsstandard ”Tværfagligt forløb, praktisk hjælp og personlig pleje” på omsorgsområdet, som kan findes på kommunens hjemmeside. Pjecen revideres en gang årligt.

Ferie

Hvis du har behov for socialpædagogisk støtte for at komme på ferie, så er der mulighed for, at dit botilbud kan tilbyde ledsagelse på en fællesferie i op til 1 uge om året. Ferien kan afvikles sammenhængende eller som enkeltdage dog altid indenfor det enkelte botilbuds økonomiske rammer. Feriens præcise længde vil videre afhænge af mulighederne, herunder dit og dine medbeboeres funktionsniveau, udtrætning osv., men også af feriestedets muligheder i forhold til ankomst- og afrejsetider.

Hvis du ikke ønsker at deltage i botilbuddets fællesrejse, så kan personalet hjælpe dig med at undersøge andre rejsemuligheder f.eks. gennem brugerorganisationer eller frivillige foreninger.

Som udgangspunkt har du ift. lovgivningen på området ikke ret til at medtage din socialpædagogiske ledsagelse til udlandet. Børne- og Socialministeriet har dog udtrykt følgende opfattelse i et brev til Kommunernes Landsforening (KL): ” Det er ministeriets opfattelse, at kommunerne har mulighed for at tilrettelægge Indsatsen sådan, at socialpædagogisk bistand, herunder socialpædagogisk ledsagelse kan medtages under sædvanlige udflugter og ferier i udlandet. Det er herved lagt til grund, at servicelovens § 2 om servicelovens anvendelsesområde m.v. ikke ses at stå i vejen for, at kommunerne har denne mulighed i forhold til borgere, der i forvejen er visiteret til hjælp efter serviceloven i Danmark. Eksempler på sædvanlige udflugter og ferier kunne være, at botilbuddet arrangerer en dagsudflugt til Sverige, en tur ned over grænsen til Tyskland, eller en uges charterferie i Spanien”.

Randers Kommune har valgt at følge ministeriets opfattelse.

Du skal selv betale for din egen ferie

Hvis du ønsker ferie ud over det, så har du mulighed for at tage kontakt til dit botilbud eller din sagsbehandler, som vil undersøge mulighederne for at imødekomme dit ønske.

Tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferie

Det er muligt for visse af kommunens botilbud at tilbyde tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferie til sine beboere. Det er op til det enkelte botilbud, som er omfattet af tilkøbsordningen, hvorvidt tilkøb kan ske, og hvordan tilbuddet ønsker at tilrettelægge ordningen.

For at være i målgruppen for tilkøbsordningen skal du have en betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Dette vil ofte være en kognitiv funktionsnedsættelse som eksempelvis udviklingshæmning eller en hjerneskade. Du skal videre være bevilget socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85. Tilkøbet ligger ud over den indsats efter servicelovens § 85, som du får støtte til i botilbuddet

Hvis du er i målgruppen, så skal følgende betingelser yderligere være opfyldt:

  • At du på eget initiativ ønsker ferie.
  • At din ferie indeholder mindst én overnatning.
  • At dit botilbud tilbyder tilkøb, og at ledelsen vurderer, at din ferie kan tilrettelægges og gennemføres personalemæssigt forsvarligt både i forhold til dine behov under ferie men også i forhold til tilbuddets andre beboere.

Som udgangspunkt kan ferien foregå enten her i landet eller i udlandet, men undersøg altid med dit botilbud, om det tilbyder tilkøb til ferie i udlandet.

Udover de lovgivningsmæssige betingelser har Byrådet i Randers Kommune besluttet:

  • At en eventuel aflysning af ferien f.eks. på grund af sygdom er et anliggende mellem dig og dit forsikringsselskab
  • At der i kommunens beregning af udgifter til din ledsagers kost på ferien vil blive taget udgangspunkt i statens diætsatser til kost pr. døgn.
  • At tilbuddenes egne busser af hensyn til den daglig drift som udgangspunkt ikke vil kunne anvendes ved tilkøbt ledsagelse.

Du anbefales at kontakte dit forsikringsselskab eller rejseselskab, så du ved hvordan du vil være forsikret på din ferie. Du skal selv afholde udgiften til disse forsikringer. Det personale fra botilbuddet, der yder ledsagelse på din ferie, vil være dækket af kommunens forsikringer.

Hvis du ønsker at vide, om dit botilbud tilbyder tilkøb eller ønsker mere information, så skal du tage kontakt til personalet på dit botilbud.

Hvilke udgifter vil jeg have?

Egenbetaling i midlertidigt botilbud

Hvis du bor i et midlertidigt botilbud vil du have følgende udgifter:

  • Egenbetaling til dækning af husleje, forbrugsafgifter (el, vand og varme) og udgifter til f.eks. kost og tøjvask, hvis disse ydelser er integreret i botilbuddet. Integrerede ydelser kan ikke fravælges. Der er dog ikke egenbetaling for ydelser, som er særskilt bevilget til dig, f.eks. socialpædagogisk støtte.
  • Herudover kan der være en række valgfrie ydelser, som botilbuddet kan stille til rådighed mod betaling, hvilket f.eks. kan være kost, tøjvask (hvis disse ikke er integrerede ydelser) og rengøring

Egenbetaling for selve opholdet kan efter en konkret vurdering nedsættes i følgende tilfælde:

  • Hvis du bevarer din nuværende bolig under det midlertidige ophold, skal du som udgangspunkt ikke betale for selve opholdet. Du skal dog betale for andre ting, herunder f.eks. kost.
  • Hvis du ikke har en indtægt, skal du som udgangspunkt ikke betale for selve opholdet. Du skal dog betale for andre ting, herunder f.eks. kost.
  • Hvis der som led i en efterbehandling og forberedelse til egen bolig fastsættes betaling for selve opholdet, således at du får mulighed for at spare op til anden bolig.

Hvad, du skal betale for det midlertidige ophold, vil bero på en konkret og individuel vurdering, der tager udgangspunkt i din indtægt og faste nødvendige udgifter samt oplysninger fra botilbuddet om boligens husleje, el, varme mv.

Egenbetaling i længerevarende botilbud

Ophold i § 108- boliger (serviceloven):

Du vil blive opkrævet egenbetaling for opholdet. Din egenbetaling for det længerevarende botilbud bliver fastsat efter boligens omkostninger og på grundlag af din indtægt. Herudover kan der være en række valgfrie ydelser, som botilbuddet kan stille til rådighed mod betaling, f.eks. kostpakke.
 

Ophold i § 105-boliger (almenboligloven):

Du er lejer i din egen bolig og betaler leje mv. til boligselskabet i overensstemmelse med den lejekontrakt, som gælder mellem dig og boligselskabet. Huslejens størrelse er derfor ikke bestemt af dine omkostninger og indtægt. Herudover kan der være en række valgfrie ydelser, som botilbuddet kan stille til rådighed mod betaling, f.eks. kostpakke.


Hvem får jeg støtten fra?

Randers Kommune vil som udgangspunkt tilbyde dig kommunens egne tilbud, hvis disse opfylder dine behov. Men du kan også blive bevilget et midlertidigt eller længerevarende ophold i botilbud i andre kommuner samt regionale og private tilbud. Du vil kun blive tilbudt et botilbud, der er godkendt af Socialtilsynet og registreret på Tilbudsportalen.

Frit boligvalg

Midlertidige botilbud

Du kan ønske et konkret midlertidigt botilbud, men reglerne om frit boligvalg gælder ikke, når du er bevilget et midlertidigt botilbud. Kommunen er forpligtet til altid at inddrage dig i beslutningen om, hvilket botilbud du skal tilbydes, men du har altså ikke krav på at få et andet botilbud end det, vi tilbyder dig.

Længerevarende botilbud

Hvis du bliver tilbudt et længerevarende botilbud, har du ret til frit at vælge botilbuddet. En sagsbehandler fra Myndighed Social vil vejlede dig herom.

Frit valg er dog begrænset af en række betingelser:

  • At det botilbud, du ønsker dig, faktisk er egnet til at tilgodese dit behov.
  • At det tilbud, du ønsker dig, er registreret på Tilbudsportalen og godkendt af Socialtilsynet.
  • At det tilbud, du ønsker dig, ikke er væsentligt dyrere end det tilbud, som vi har peget på.

Hvis du vælger et tilbud i en anden kommune, skal denne kommune også foretage en vurdering af, om du er berettiget til et længerevarende botilbud. Det betyder, at både Randers Kommune og din nye opholdskommune, dvs. den kommune, hvor din nye bolig ligger, skal vurdere, at du opfylder betingelserne for et længerevarende botilbud.

Ny handlekommune efter serviceloven ved flytning efter frit valg

Hvis du flytter efter reglerne om frit valg, så vil du opleve et skift af handlekommune efter serviceloven. Det betyder, at det ikke længere er Randers Kommune, der skal vurdere hvilken hjælp og støtte, som du kan modtage efter serviceloven. Du skal i stedet henvende dig til den kommune (også kaldet opholdskommune), hvor du er flyttet til. Det vil så være op til denne kommune at vurdere, hvilken hjælp og støtte du kan modtage efter serviceloven. Du vil derfor også kunne opleve ændringer i din støtte, da der f.eks. vil være forskel på kommunernes serviceniveau.


Hvordan behandler Randers Kommune min ansøgning?

Når vi modtager din ansøgning, vil en sagsbehandler fra Myndighed Social indgå i et samarbejde med dig, og hvis du ønsker det eventuelt også dine pårørende om at få afklaret, hvilke behov du har brug for støtte til, og hvilken indsats, der kan støtte dig til at mestre dit liv mest muligt.

En sagsbehandler fra Myndighed Social vil ofte have brug for, at du hjælper til med at finde de nødvendige oplysninger frem. Der kan ofte være brug for at indhente oplysninger fra de tilbud, som du i dag modtager støtte fra, på socialområdet eller andre forvaltninger i Randers Kommune fx sundheds- eller omsorgsområdet. Derudover kan vi også have brug for at få oplysninger fra andre relevante parter som eksempelvis din læge, skole, sygehus og lignende. Det vil indgå i vores sagsbehandling, om dit behov eventuelt kan tilgodese i egen bolig med støtte efter servicelovens § 85 fra et af kommunens mestringsvejlederteams.

På baggrund af de forskellige oplysninger, vil Randers Kommune lave en konkret og individuel vurdering af, om du kan bevilges et midlertidigt eller længerevarende botilbud, eller dit behov for støtte kan kompenseres på anden måde.

Hvis dit behov kan imødekommes med støtte i eget hjem, så vil vi altid pege på denne støtte fremfor et midlertidigt eller længerevarende ophold i en boform. Det gør vi, så du kan forblive i dit nærmiljø, og fordi et ophold i en boform ville være af mere indgribende karakter, som ikke står mål med dit behov for støtte.

Du skal være opmærksom på, at du har mulighed for at få vejledning, hvis du ikke bliver bevilget det tilbud, som du har søgt om.

Hvis du opfylder betingelserne og kan tilbydes et midlertidigt eller længerevarende botilbud, så vil du samtidig blive tilbudt en handleplan efter servicelovens § 141. En sagsbehandler fra Myndighed Social laver handleplanen i samarbejde med dig. Handleplanen indeholder en plan for din hjælp med konkrete mål og aftaler, som vi i fællesskab løbende følger op på.

Hvornår kan jeg forvente svar på min ansøgning/henvendelse?

Byrådet i Randers Kommune har fastsat en sagsbehandlingsfrist på op til 8 uger for ansøgninger om midlertidige og længerevarende botilbud. Hvis vi ikke kan overholde tidsfristen, vil du få besked om, hvornår du kan forvente at få en afgørelse.

Hvordan følges der op på, at den støtte, som jeg får, fortsat passer til mine behov?

Vi skal ifølge servicelovens § 148, stk. 2 løbende følge den enkelte sag for at sikre os, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Vi skal herunder være opmærksomme på, om der er behov for at yde andre former for hjælp.

Når du modtager hjælp, har du pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for din hjælp. Dette fremgår af retssikkerhedslovens § 11, stk.2.

Midlertidigt botilbud

Der kan ikke sættes en bestemt tidsmæssig grænse for, hvor længe du kan opholde dig på et botilbud efter servicelovens § 107. Det afgørende for opholdets varighed er, om formålet med opholdet er opfyldt, eller om der er grundlag for at fastslå, at du har et behov for et længerevarende botilbud.

Randers Kommune laver løbende opfølgning på din handleplan jfr. § 141 i serviceloven. Opfølgningen sker mindst en gang årligt. Opfølgningen kan ske på et fysisk møde, over telefonen eller online.

Opfølgning kan desuden ske ved, at dit botilbud konstaterer ændringer af væsentlig karakter i din udvikling. I disse situationer har botilbuddet pligt til at kontakte din

sagsbehandler fra Myndighed Social med henblik på en opfølgning.

I forbindelse med opfølgning vil din sagsbehandler fra Myndighed Social på baggrund af en samtale med dig samt status fra botilbuddet vurdere på effekten af indsatsen, og om indsatsen har haft den forventede betydning for din udvikling. Opfølgning kan derfor føre til ændringer i omfanget af din støtte eller medføre, at du visiteres til et andet konkret midlertidigt eller længerevarende botilbud, der bedre kan imødekomme dine behov. Et ophør vil blive aktuelt, hvis formålet med indsatsen er opnået, eller hvis en anden form for støtte, eksempelvis støtte i egen bolig, bedre kan tilgodese dit behov. Du vil modtage en afgørelse med klagevejledning, hvis der sker ændringer i omfang, tilbud eller ved ophør.

Længerevarende botilbud

Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for det længerevarende botilbud.

Randers Kommune laver løbende opfølgning på din handleplan jfr. § 141 i serviceloven. Opfølgningen sker mindst en gang årligt. Opfølgningen kan ske på et fysisk møde, over telefonen eller online.

Opfølgning kan desuden ske ved, at dit botilbud konstaterer ændringer af væsentlig karakter i din udvikling. I disse situationer har botilbuddet pligt til at kontakte din sagsbehandler fra Myndighed Social med henblik på en opfølgning.

I forbindelse med opfølgning vil din sagsbehandler fra Myndighed Social på baggrund af en samtale med dig samt status fra botilbuddet vurdere på effekten af indsatsen, og om indsatsen har haft den forventede betydning for din udvikling. Opfølgning kan derfor føre til ændringer i omfanget af din støtte, eller at du visiteres til et andet længerevarende botilbud, der bedre kan imødekomme dine behov. Et ophør vil blive aktuelt, hvis formålet med indsatsen er opnået, eller hvis det vurderes, at en anden form for støtte bedre kan tilgodese dit behov. Du vil modtage en afgørelse med klagevejledning, hvis der sker ændringer i omfang, tilbud eller ved ophør.

Særligt vedrørende længerevarende botilbud målrettet personer under 35 år

Fra 1. januar 2020 kan et længerevarende botilbud målrettes til personer under 35 år, hvilket skal understøtte muligheden for at leve et ungdomsliv, jf. servicelovens § 108 a. Der indsættes en tilsvarende bestemmelse i almenboligloven. Det betyder samtidig også, at du skal fraflytte boligen, når du fylder 35 år.

Din sagsbehandler fra Myndighed Social vil derfor i god tid inden du fylder 35 år indgå i et samarbejde med dig omkring dit fremtidige støttebehov, herunder ophold i et andet botilbud. Du vil modtage en afgørelse om dit fremtidige støttebehov senest 3 måneder før du fylder 35 år.

Din sagsbehandler fra Myndighed Social skal senest 6 måneder før du fylder 35 år, varsle dig om fraflytningen. Det gælder dog ikke, hvis du har tilkendegivet at ville fraflytte inden dit fyldte 35 år.

Lovgrundlag

Servicelovens § 85.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

(Støtte efter § 85 ydes i midlertidige og længerevarende botilbud oprettet efter servicelovens § 107 og § 108 eller almenboliglovens § 105)

Servicelovens §107.

Kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold

  1. til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, og
  2. til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.

Uddrag af Servicelovens § 108.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Stk. 2. Personer, som modtager tilbud efter stk. 1, og som ønsker at flytte til en anden kommune, har ret til et tilsvarende tilbud i en anden kommune. Det er en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget i både fraflytningskommunen og tilflytningskommunen. Stk.3-7...

Ordforklaringer

Ankestyrelsens praksis:

Ankestyrelsen træffer nogle afgørelser i sager, som de offentliggør, hvis de vurderer sagen er generel eller principiel. Disse afgørelser er bindende og sætter dermed en rettesnor for, hvordan kommuner efterfølgende skal behandle lignende sager.

At mestre eller opnå mestring i eget liv mest muligt:

Det betyder, at du bliver bedre til at klare forskellige situationer eller udfordringer, som opstår i dit liv. Det kan f.eks. være, at du bliver bedre til at klare praktiske opgaver i dit hjem, eller du får bedre fod på at transportere dig rundt. Det betyder ikke, at man bliver god til alting, men at man så vidt muligt bliver bedre til flere ting. Det kan derfor også variere fra person til person.

Fraflytningskommune:

Den kommune, du flytter fra.

Funktionsniveau/funktionsnedsættelse:

Det siger noget om din evne til at mestre dine fysiske eller psykiske udfordringer samt særlige sociale problemer, og hvordan de påvirker/begrænser dit hverdagsliv. Det kan f.eks. dreje sig om, at du kan have svært ved at skabe og fastholde relationer til andre, svært ved at gå i gang med opgaver og gennemføre dem eller strukturere din hverdag og aktiviteter eller færdes selvstændigt mm.

Handlekommune:

Den kommune, der er ansvarlig for at behandle din ansøgning.

Helhedsorienteret indsats:

En indsats, som tager udgangspunkt i hele din situation og behov, og som tænker de forskellige indsatser, som du får, sammen.

Opholdskommune:

Den kommune, du opholder dig i.

Rehabilitering og recovery:

Rehabilitering er den professionelle indsats, som medarbejdere i Randers Kommune kan tilbyde for at understøtte din recovery-proces. Recovery vedrører din unikke proces i retningen af at ”komme dig” helt eller delvist ovenpå et alkohol- eller stofmisbrug, psykisk sygdom mv.

Skøn:

Der er mange bestemmelser i lovgivningen, hvor resultatet ikke kan læses direkte ud af loven. Derfor skal din sagsbehandler lave et skøn, dvs en vurdering af, om din situation giver dig ret til den støtte, som du har søgt om. Som en del af vurderingen vil din sagsbehandler lave en afvejning af, hvilke forhold, som skal indgå i vurderingen af din situation, og hvilke der skal lægges mest vægt på.

Tilbudsportalen:

Tilbudsportalen er en landsdækkende portal, som indsamler og udstiller oplysninger om tilbud til mennesker med en funktionsnedsættelse eller et socialt problem. Tilbudsportalen kan anvendes af sagsbehandlere til at fremsøge en række tilbud, der, med udgangspunkt i borgerens behov, retter sig mod borgerens specifikke problemstilling.