Forslag til strukturplan for Assentoft
Randers Kommune har udarbejdet et forslag til en strukturplan for Assentoft og Drastrup.
29. august 2025
20. juni 2025

Strukturplanen angiver udviklingsmuligheder på kort og langt sigt for byen. Der peges på seks fokusområder (A-F).
Borgermøde
Borgermøde tirs. 19. august kl. 19-21 i ’Borgerhuset’ ved Assentofthallerne, Stadionvej 41, 8960 Randers SV. Alle er velkomne!
Høringssvar (12)
Kalle Nielsen
8960 Randers SØ
Høringssvar: Forslag til "Strukturplan Assentoft"
Fokusområde A : Kunstgræsbane & byskov
Det er meget positivt, at der etableres ny byskov på kommunens areal øst for tennisbanerne. Både af hensyn til biodiversiteten i denne del af Assentoft, og af hensyn til områdets institutioner og områdets børnefamilier. Den overordnede idé med et 'grønt byhjerte' er god og vigtig, da det lokale dyreliv har behov for fredelige større områder, hvorfra overskydende ungeproduktion kan sprede sig til nærliggende hegn- og haveområder. I forhold til kunstgræsbanen er det vigtigt at være på forkant i forhold til bæredygtige materialer til underlaget, og opsamling/rensning af afløbsvand, så kunstgræsbanen ikke forurener omkringliggende omrpde, grundvand og den nye byskov, herunder de planlagte mindre vådområder.
Forslag til flytning af planlagt sti:
I fællesskoven lige øst for tennisbanen er der på kortet ("Spotplanen") side 18 indtegnet en sti placeret tæt på markskel mod tennisbanerne og mod skel til Skolevej 9. Jeg vil gerne foreslå, at stien flyttes en smule mod øst, så der sikres en grøn buffer på 10-15 meter til skel. Det vil give plads til, at det brede levende hegn der går nord-syd fra træningsbane-området kan forlænges, så det strækker sig som minimum ned til Skolevej 11.
Hegnet fra boldbanerne er en meget vigtig grøn korridor for blandt andet den lokale egern- og pindsvinebestand, som veksler mellem bolig-skovområderne nord for stadion og have-hegnsområderne ved Assentoftskolen og Toftegården og boligområdet syd for Toftegården.
I hegnsområdet ved tennisbanen og Skolevej 9 er der kasser med ynglende egern, som fodres året rundt - og der sker fra området en unge-spredning både mod nord og syd i området. Det vil være en stor forbedring for denne lokale egern-bestand, hvis nævnte brede levende hegn forlænges fra træningsbanernes sydgrænse ned på østsiden af Tennisbanen og Skolevej 9, som minimum ned Skolevej 11. Skelhegnet på denne strækning kan umiddelbart virke kraftigt, men er i virkeligheden skrøbeligt: og bestående af enkeltrækket gammel tjørn, gammel vild kirsebær og gammel fyr. Der er ny bevoksning på vej op i skellets markområde, så det er en meget begrænset udgift at restplante, så hegnet gøres bredere og kan give flere arter bedre yngle- og opvækstbetingelser. Stien kan uden problemer placeres på vestsiden af denne grønne korridor (blot en afstand på fx 15 meter fra skel er nok - for egernene er ikke sky, men skal have mulighed for at få flugtafstand til fx hunde og større persongrupper på stien). Hvis ønsket, så vil jeg gerne forklare forslaget på stedet efter aftale, hvis min beskrivelse er uklar eller af anden grund.
Generelt for den nye byskov
I forhold til beplantning vil jeg gerne opfordre til, at der i artsvalget primært tænkes i biodiversitets- og sankningsmuligheder. Et varieret "mad"-område for mennesker og alle mulige andre dyr, fugle og insekter.
Ægte kastanje, hassel, tjørn, æbler, kirsebær, mirabeller, brombær, blommer - og flerårige spiselige planter som bundvegation i størst muligt omfang. Området er en unik mulighed for at skabe et levende madskovsområde, der kan åbne børnenes og familiernes øjne for naturens spisekammer og dyreliv. Fx med inspiration fra permakulturens 'food forest' begreb - meget artsrige områder med mange spiselige planter i flere lag.
Fokusområde A: Adgangsveje og ny vej
Støtte til forslaget (ændringsforslagskortet s. 18) om en nord-syd gående ny adgangsvej fra Gl. Grenåvej op til Assentoftskolen med nyt parkeringsareal. Det har været åbenlyst i mange år, at trafikken ad Skolevej gennem Drastrup til skole og hal giver en meget trafikpresset og usikker skolevej. En ny vej direkte fra Grenåvej er en god og fremtidssikret mulighed, der vil forbedre adgangsvejen til skole/institution og ditto forbedre bo- / bymiljøet i Drastrup rigtig meget. Igen er det vigtigt fra start af at indtænke nye og udbygge eksisterende brede sammenhængende grønne korridorer til at binde Assentoft-området sammen for dyrelivet.
I forhold til den mulige begrænsning af gennemkørslen på Skolevej ud for skoleområdet bør man overveje også at begrænse knallertkørslen og lede den væk fra skole- og institutionsområdet. I øvrigt støtte til den nævnte begrænsning af gennemkørsel ud for skoleområdet.
Jørgen Rasmussen
8960 Randers SØ
Til Randers Kommune – Høringssvar vedr. Den fremtidige struktur i Assentoft
Til Randers Kommune – Høringssvar vedr. Den fremtidige struktur i Assentoft.
Vi er nogle borgere som mener:
Område D
At der bør plantes bynær skov på markerne syd for skolen.
Der mangler et bynært grønt område, med skov og natur, som så også kan bruges af skolen.
Det bør være blandet skov med en passende randzone / beplantning. Der kan så laves stier og opholdsområder i beplantningen.
Der kan så laves en 10-12 m. bred sti / græsbane, Hvor man evt. vil anlægge en ny vej til skolen / hallen.
Det vil ikke være fornuftigt at etablere et boligområde op ad en kommende meget trafikeret skolevej.
Syd for skolen kan der anlægges en græsbane eller sti fra Skolestien til Egevej.
Matriklen i den vestlige ende mellem Gammel Grenåvej og Egevej, mener vi, bør friholdes til senere etablering af botilbud for voksne med særlige behov, som anført i tidligere høringssvar.
Område A
Området mellem Stadion og Drastrupgårdsvej.
Der bør etableres beplantning i randzonen, resten af området bør friholdes til eventuelle idrætsformål.
Område E
Fremtidige boligområder bør ligge i område E
Område F
Og området F mellem Søndergade, omfartsvejen og byen, Kan udvikles med skov mod omfartsvejen og byudvikling ind mod byen. Hvor der samtidig kan etableres et stisystem op til skolen / hallen m.m.
På Gammel Grenåvej anbefaler vi, der asfalteres med støjdæmpende asfalt, idet der på nuværende tidspunkt er store støjgener.
Vandmiljø Randers A/S
8960 Randers SØ
Vandmiljø Randers bemærkninger ang. forslag til strukturplan ved Assentoft
Vandmiljø Randers høringssvar fremgår i vedlagte bilag.
Vedhæftede dokumenter
Hanne Ribergaard Vinther
8960 Randers SØ
Høringssvar vedrørende udstykning i skovbyggelinje
Høringssvar vedrørende udstykning i skovbyggelinje
Til Randers Kommune,
Som beboere i det berørte område ønsker vi hermed at udtrykke vores stærke bekymring og modstand mod de fremlagte planer om udstykning i skovbyggelinjen (dele af fokusområde E) Planerne vil medføre en betydelig reduktion af den eksisterende natur og vil have alvorlige konsekvenser for det lokale dyreliv, som allerede er under pres.
Skovbyggelinjen udgør en vigtig bufferzone, der beskytter både biodiversitet og landskabets karakter. En udstykning vil ikke blot forringe de økologiske forhold, men også ændre områdets identitet og livskvalitet for os, der bor her. Vi har valgt at bosætte os i et område med naturen tæt på – ikke i en storby. En yderligere udvidelse af boligområdet vil være i direkte modstrid med vores ønsker og behov.
Randers Kommune fremhæver ofte sig selv som en kommune med fokus på naturbevarelse og naturopretning. Med de aktuelle planer går kommunen i stik modsatte retning, hvilket underminerer både kommunens grønne profil og borgernes tillid til, at naturhensyn vægtes i den lokale planlægning.
Området huser utallige dyrearter, fugle, rovfugle og planter. Blandt de daglige observationer ses bla rød glente, ugle, fiskehejre, rådyr, ræv med unger, harer osv osv. Der findes også fredede arter som Stor vandsalamander, diverse tudser, frøer og flagremus. De seneste år er næsten al natur og skov i området blevet inddraget til bebyggelse, og denne sidste lille rest bør bevares – ikke kun for dyrelivet, men også for områdets beboere, motionister, vandrere, legende børn, skolebørn og børnehavebørn, som dagligt færdes her og nyder naturen og dyrelivet.
Strukturplanen omfatter bebyggelse af hele 23 hektar, hvilket er meget voldsomt for et område, hvor beboerne netop har bosat sig for at leve i et mindre samfund med nem og daglig adgang til naturen. Hvis man ønskede at bo i en storby, ville man have bosat sig inde i Randers by, hvor boligerne er billigere. Nedlæggelsen af områdets natur er ødelæggende for beboernes livskvalitet og daglige glæde ved at bo her.
Det er rimeligt at man som minimum undtager skovbyggelinjen for udstykning, da bebyggelsen af de store områder langs Skovvangsvej allerede er mere end rigeligt til at mætte områdets behov. Der findes desuden tomme og kommunalt ejede områder til bebyggelse nedenfor skolen langs Gammel Grenåvej (mellem Skovvangsvej og Skolevej). Her er plads til mange parcelhuse og rækkehuse. Dette område vil være langt mere attraktivt for børnefamilier med hel kort gåafstand til skole, idrætscenter, børnehaver og vuggestuer – og også for seniorer, da der er få skridt til både bus og indkøb.
Vi opfordrer derfor kommunen til at genoverveje planerne og i stedet prioritere bevarelse af naturen og hensynet til eksisterende beboere. Der bør arbejdes for at styrke grønne områder og sikre en bæredygtig udvikling, der respekterer både miljø og lokalsamfund.
Det er dybt bekymrende for retsfølelsen i befolkningen, når politikere tilsidesætter gældende lovgivning – som eksempelvis forbuddet mod bebyggelse i skovbyggelinjen. Sådanne beslutninger underminerer tilliden til, at regler håndhæves konsekvent og gælder lige for alle, og svækker respekten for den lovgivning, der skal beskytte både natur og retssikkerhed.
Astrid Würtz Silleborg
8960 Randers SØ
Borgermøde den 19. august 2025 vedrørende høring af forslag til strukturpla
Mødet og forslaget giver anledning til bekymringer omkring skoleveje, og øget trafik i bl.a. Drastrup:
Godt initiativ at flytte adgangsvejen til skolen via ny vejadgang fra Gl. Grenåvej. Dette kan mindske trafikken på Skolevej og sikre skolevejen, hvor vejen skal krydses via eksisterende sti og fra Hestefolden.
Vi er bekymret for den øgede trafik på Skovvangsvej, der går gennem Drastrup. Nye boligkvarter i områderne X., Y. og Z. i forslaget på side 22 øger trafikken på en vej, der ingen trafik-chikaner har – og hvor der til tider køres noget stærkt. Hvorfor er der ikke indtænkt sikring af sikker skolevej – ud over cykelstier – når boligområde E. tages i brug.
Vi fremsætter forslag til trafik-chikaner der allerede nu kan sænke farten på den nyeste del af Skovvangsvej – helt som den ældre del af Skovvangsvej, hvor der er 40 km. og chikaner på en vej, hvor der ikke findes ”bløde” trafikanter, og Essenbækvej, som alle har samme betegnelse som ”større vej”.
Vi har før fremsat ønske om trafik-chikaner på den nyeste del af Skovvangsvej, men fik dengang at vide, at dette ikke var indtænkt i vejplanlægningen. Trafikmængder og hastigheder i det fremtidige scenario gør vel, at dette kan ændres, når det må forventes at have en positiv effekt på trafiksikkerheden.
Birgit Bjørnager Risbjerg
8960 Randers SØ
Fælleshus
Kommunen ejer grunden mellem skolen og Gl. Grenåvej. Man overvejer at plante skov på den, og det synes jeg, er en rigtig god ide. (skov=miljø). Hvis man så kombinerede den med et fælleshus for alle befolkningsgrupper, ville det være fantastisk. Ældresagen søgte forgæves om støtte til lokaler i 2008, og Club 60 betaler i øjeblikket en meget høj pris for det, de lejer. Desuden kunne ungdommen måske også finde noget at bruge huset til.
PN Tømrer & Byggefirma A/S
8960 Randers SØ
Udvikling af eksisterende erhvervsområde Virkevangen
Vi har gennem en årrække ejet en erhvervsgrund på Virkevangen 72 som er underlagt nuværende lokalplan 165B. Det er ikke gennem årene lykkedes at udvikle et projekt på grunden og i området omkring vores grund er der heller ikke sket noget gennem årene.
Man bør derfor også sammen kigge på hvad man kan gøre for at udvikle de tomme byggegrunde i dette område.
-Vores forslag til at udvikle erhvervsområdet er:
-De nuværende erhvervsgrunde på Virkevangen tænkes med ind i den nye strukturplan/lokalplan
-Mulighed for mindre grundstørrelser på ned til 2000 m2
-Mulighed for at bygge højlager eller andet fx op til 30 meter i højden
-Anvendelsesmuligheder for grunde udvides med fx mulighed for detailhandel, mulighed for forretninger som fx tømmerhandel, plantecenter mm, padelhal og lignende
-Man kan overveje tilladelse til højere miljøklasse virksomheder
-Der etableres tilkørselsforhold fra Virkevangen til Grenåvej mod Øst
Jens Kruse Thygesen
8960 Randers SØ
Støjdæmpning af omfartsvejen/motortrafikvej
Jeg vil forslå en støjdæmpning af rute 16 der går syd om byen. En stor del af den gamle del af byen er generet af støjen fra vejen.
Vedhæftede dokumenter
Århus Stift
8000 Aarhus C
Høringssvar til strukturplan Assentoft
Se vedhæftede
Vedhæftede dokumenter
Nicolai Sodemann Sørensen
8960 Randers SØ
Forslag til strukturplan
Det store græs areal bagvedliggende Superbrugsens sydlige Parkeringsplads, går jeg ud fra er offentligt.
Der er et stor stort gyngestativ med 2 gynger, der står helt mutters alene, det synes jeg er synd, det er en stor grund, som børnene i byen, kunne få stor glæde af, hvis det blev til en rigtig legeplads.
mvh.
Nicolai Sodemann Sørensen
Rikke Østergaard
8960 Randers SØ
Forholde til skolen
Der bør laves en anden vej hen til skolen. Evt ensrettet. Der bør være en størrelse parkeringsplads ved skolen eller at den ikke er opdelt og derfor bliver meget smal.
Rikke Østergaard
8960 Randers SØ
Tilkørselsforhold til skole
Der bør være en bedre vej for bilerne for at aflevere børn ved skolen. En parkeringsplads som ikke er smal og buet men med plads på.