Hørgaden 35, Mejlby, 8981 Spentrup – Ansøgning om nedrivning

Ansøgning om nedrivningstilladelse af bevaringsværdig bebyggelse

Offentliggjort

2. september 2024

Offentliggjort

5. august 2024

Randers Kommune har modtaget ansøgning om nedrivning af det bevaringsværdige hus på Hørgaden 35 i Mejlby. Huset er i bindingsværk og stråtag og ligger som et længehus ud til Hørgaden. Ejendommen består i øvrigt af en ikke bevaringsværdig carport, der også ønskes nedrevet.

 

Huset har en bevaringsværdi på 3 på en skala der går fra 1 til 9, hvor bygninger med en bevaringsværdi mellem 1 og 4 har en høj bevaringsværdi og dermed er optaget i Randers Kommuneplan. Det betyder, at de ikke må nedrives uden en offentlig bekendtgørelse i henhold til Bygningsfredningslovens §18.

Registreringen af bevaringsværdier foregik i 2016 i forbindelse med registrering af bevaringsværdier i landsbyerne. Bygningens bærende bevaringsværdi ligger at det er opført i bindingsværk med stråtag, hvor vinduesåbninger indordner sig husets fag. Det vurderes at fremstå meget originalt og er identitetsskabende i landsbyen.

Baggrund for ansøgning om nedrivning er at boet ønsker at afhænde ejendommen og at en ejendomsmæglervurdering af ejendommen angiver, at bygningerne på ejendommen er i så dårlig stand, at de bør nedrives.

Offentligheden kan komme med bemærkninger til den ønskede nedrivning i den offentlige bekendtgørelsesperiode. Nedrivningsansøgning vedr. ovennævnte bygning offentliggøres hermed i henhold til Bygningsfredningsloven §18 med en indsigelsesfrist på 4 uger, gældende fra mandag den 5. august 2024 til og med mandag den 2. september 2024.

Hvis du har bemærkninger, kan du sende dem skriftligt til plan@randers.dk senest mandag den 2. september 2024.