Kallehavevej 55, 8940 Randers SV - Ansøgning om nedrivning
Ansøgning om nedrivning af bevaringsværdi bebyggelse
Høring
8940 Randers SV
14. januar 2026
3. december 2025
Randers Kommune har modtaget en ansøgning om nedrivning af stuehuset på gården Meldgaard på Kallehavevej 55 i Tebbestrup.
Stuehuset er fra år 1914 og ejendommen ligger meget centralt i Tebbestrup, som er en slynget vejby, der endnu ikke har gennemgået forandring til boligby, men i stedet er en by hvor gårdene præger landsbybilledet.
Randers Kommune er bekendt med en forespørgsel fra ansøger om at nedrive alle bygninger på ejendommen på sigt og omdanne hele ejendommen til et boligprojekt.
Stuehuset er udpeget bevaringsværdigt med en bevaringsværdi på 4, på en skala der går fra 1-9, hvor 1 er bygninger med højest bevaringssværdi. Bygninger der er registreret med en bevaringsværdi mellem 1-4 er optaget i Randers Kommuneplan. Det betyder at de ikke må nedrives uden en offentlig bekendtgørelse i henhold til Bygningsfredningslovens §18.
Offentligheden kan komme med bemærkninger til den ønskede nedrivning i den offentlige bekendtgørelsesperiode. Nedrivningsansøgning vedr. ovennævnte bygning offentliggøres hermed i henhold til Bygningsfredningsloven §18 med en indsigelsesfrist på 6 uger, gældende fra onsdag den 3. december 2025 til den 14. januar 2026.
Hvis du har bemærkninger, kan du sende dem skriftligt til plan@randers.dk senest onsdag den 14. januar 2026.

