Øget budgetforudsigelighed på skoleområdet
Byråd sender forslag om justering af tildelingsmodel på skoleområdet fra skoleåret 22/23 i høring, så at tildelingen af socioøkonomiske midler bliver baseret på elevtal pr. 5/9 fra foregående skoleår.
Høring
7. juni 2022
18. maj 2022
Byrådet godkendte den 5.10.2020 en ny tildelingsmodel på skoleområdet. Tildelingsmodellen består af en række delelementer. Beregningsgrundlaget for tildelingsmodellen er fremlagt for skole- og uddannelsesudvalget den 1.6.2021 - punkt 91 bilag 2. Modellen beskrives kort nedenfor.
Tildelingsmodellen fordeler midlerne til skolerne efter følgende steps
- En klassetildeling, som sikrer en underviser i hver klasse.
- Midlerne til specialundervisning og inklusionsindsatser fordeles efter en socioøkonomisk fordelingsnøgle
- Tildeling af skolespecifikke udgifter
- Midlertidige tildelinger
- Fordeling af midlerne til klasser med mere end 15 elever (elevbaseret tildeling)
- Fordeling af de resterende midler til folkeskolerne fordeles efter elevtal
- Tildeling til drift af specialklasser
Forslaget til justering af tildelingsmodellen gælder kun punktet ”Midlerne til specialundervisning og inklusionsindsatser fordeles efter en socioøkonomisk fordelingsnøgle”.
I den nuværende tildeling er der to faste puljer. Pulje til betaling for elever henvist til specialundervisning: 83,4 mio. kr. og puljen til inklusion/mellemrumsindsatser: 74,3 mio. kr. Disse puljer bliver fordelt mellem de enkelte skoler ud fra deres aktuelle socioøkonomiske profil, som beregnes en gang årligt af Index100. På nuværende tidspunkt laves der en foreløbig tildeling i april baseret på skolernes forventede elevtal, herefter reguleres tildelingen i november når de faktiske elevtal pr. 5/9 er valideret.
Da det samlede beløb, som fordeles mellem skolerne er fast, afhænger den faktiske fordeling ikke kun af den enkelte skoles socioøkonomiske profil, men af den samlede profil for alle skoler.
Skoleåret 2021/22 var det første år, hvor tildelingsmodellen var i drift. I forbindelse med efterreguleringen pr. 5.9. konstaterede vi, at der var relativt store reguleringer på en række skoler, som skolen ikke havde haft mulighed for at forudse. Dette betød, at det kunne være vanskeligt at forklare ændringen overfor bestyrelsen, og indarbejde en forventet ændring i budgettet i god tid.
Forvaltningen foreslår derfor, at tildelingen til socioøkonomi baseret på foregående skoleårs elevtal. Hermed opnår den enkelte skole lidt mindre retfærdighed indenfor det enkelte skoleår, men til gengæld er der en større budgetsikkerhed. Set over flere år vil skolerne modtage den samme økonomi.
Som eksempel kan nævnes Nørrevangsskolen, som ved efterreguleringen fik tilført 1,2 mio. kr. til socioøkonomi i forbindelse med efterregulering. Skolen havde ikke planlagt med midlerne, og ender også med et mindre forbrug i regnskab 2021 på mere end 5%.