Spildevandsplan for nyt regnvandsbassin ved Hvidemøllevej

Byrådet har vedtaget at sende et forslag til spildevandsplan for nyt regnvandsbassin ved Hvidemøllevej i Randers i offentlig høring.

Offentliggjort

29. januar 2024

Offentliggjort

4. december 2023

Spildevandsplan

Byrådet vedtog på mødet den 27. november 2023 at sende et forslag til spildevandsplan for et nyt regnvandsbassin ved Hvidemøllevej i Randers i offentlig høring. Spildevandsplanen omfatter etablering af et nyt regnvandsbassin samt ledning til og fra bassinet til grøfter med forbindelse til Gudenåen. Ændringen skal sikre, at udledningen af tag- og overfladevand ifm. separatkloakering af Nordbyen bliver renset inden afledning til Gudenåen. Der er på nuværende tidspunkt en midlertidig tilladelse til udledning af tag- og overfladevand til Gudenåen uden rensning.

Planforslaget offentliggøres i en periode på 8 uger. Du har mulighed for at komme med et høringssvar til planen her på siden.

Læs planforslaget.

Miljøvurdering

Byrådet har afgjort, at der ikke foretages en egentlig miljøvurdering af planforslaget.

Planforslaget vurderes på baggrund af en screening, ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og er derfor ikke omfattet af krav om miljøvurdering.

Randers Kommune har lagt vægt på, at projektet vurderes at medføre en positiv effekt på miljøet. Rensning af tag- og overfladevand vil medføre en reduktion i udledningen af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer med regnvandet. Bassiner ønskes etableret, hvor der er registreret fredskov og et nuværende erhvervsareal. Det er vurderet, at der ikke er nogen særlig natur i området, som skal beskyttes.

Afgørelsen herom kan for så vidt angår retslige spørgsmål påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet indenfor 4 uger. Klage skal indgives via Miljø- og Fødevareklagenævnets klageportal. Du kan læse mere om, hvordan du klager over afgørelsen på Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemmeside.

Klagefristen udløber den 2. januar 2024.

Hvis du vil klage over, at der ikke laves en miljøvurdering, skal det ske til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Høringssvar til planen vil ikke blive betragtet som en klage over afgørelsen, om at der ikke foretages en miljøvurdering af planen og videregives ikke til Natur- og Fødevareklagenævnet.

Vær opmærksom på, at alle høringssvar løbende vil blive offentliggjort herunder. Læs mere om Randers Kommunes behandling af persondata.