Høring af Trafiksikkerhedsplan 2024-2030

Randers Kommune sender hermed forslag til Trafiksikkerhedsplan 2024-2030 i offentlig høring i minimum 4 uger.

Infrastrukturplan 2020 for Randers Kommune omhandler udover vej- og stinetudbygninger også indsatser af mere tværgående karakter. Under de tværgående initiativer er trafiksikkerhed beskrevet.

Trafiksikkerheden på vej- og stinettet bliver ved med at være en udfordring. Trods bedre og mere sikre biler, skades der fortsat for mange i trafikken og særligt de bløde trafikanter er udsatte. Det er derfor nødvendigt med målrettede indsatser rettet mod de uheldsramte lokaliteter og mod den adfærd i trafikken, som øger risikoen for ulykker.

I forlængelse af færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan har forvaltningen derfor udarbejdet Forslag til Trafiksikkerhedsplan 2024-2030.

Forslaget til trafiksikkerhedsplan indeholder en målsætning om at få halveret antallet af dræbte og tilskadekomne i 2030 i forhold til det gennemsnitlige antal pr. år i perioden 2017-2019. Målsætningen er baseret på Færdselssikkerhedskommissionens nationale målsætning.

For at nå målsætningen indeholder trafiksikkerhedsplanen seks fokusområder, hvor der skal gøres en særlig indsats i Randers Kommune. Disse fokusområder tager afsæt i en uheldsanalyse, som viser på hvilke områder, der er registreret flest uheld. Fokusområderne foreslås i perioden 2024 til 2030 at være følgende:

  • Eneulykker
  • Frontalkollisioner
  • Krydsulykker
  • Lette trafikanter, herunder sikkerhed på skolevej
  • Trafiksikkerhed for unge trafikanter (under 25 år)
  • Ulykker på landeveje

Trafiksikkerhedsplanen beskriver ligeledes, hvorledes arbejdet med trafiksikkerhed i folkeskolerne kan struktureres, så skoleelever understøttes i at transportere sig selv til skole. Kendskabet til "sikre skolekorridorer", som i trafiksikkerhedsplanen er omdøbt til "anbefalede skoleveje" skal i denne forbindelse udbredes, ligesom også undervisning i trafik på skolerne skal styrkes på alle klassetrin. Derudover er der udpeget 15 særligt ulykkesbelastede kryds og 10 strækninger på kommunevejene. De er primært beliggende i Randers by, se kort i bilag 1. For hvert af de 25 steder - kryds eller strækninger - er der udarbejdet forslag til fysiske tiltag. Ligeledes er der 20 steder - kryds eller strækninger -, der er udpeget i forbindelse med de anbefalede skoleveje, se kort i bilag 2. Alle 45 projekter fremgår af en projektliste med økonomi samt forslag om forsøg med skolevejsskilte ved to skoler.

Trafiksikkerhedsplanen supplerer således Infrastrukturplanens indsatser.

Trafiksikkerhedsplan 2024-2030

Bilag 1 til trafiksikkerhedsplan_sortpletudpegning

Bilag 2 til trafiksikkerhedsplan - skolevejsprojekter

Offentliggørelse af den endelige plan

Efter høringsperioden vil Randers Kommune gennemgå de indkomne høringssvar og udarbejde en endelig Trafiksikkerhedsplan 2024-2030. Trafiksikkerhedsplanen forventes byrådet i Randers Kommune at tage stilling til i efteråret 2024, hvorefter planen bliver offentliggjort på Randers Kommunes hjemmeside.

Høringssvar

0 svar