Medarbejder m. ansvar for juniormesterlære og praktik til UU Randers
Vil du være med til at hjælpe elever, der ønsker en mere praktisk afslutning på folkeskolen?
Har du evnen til at finde og udvikle gode praktikpladser i samarbejde med virksomheder og skoler?
Så har du nu mulighed for løfte den opgave som del af en faglig stærk og engageret medarbejdergruppe i UU Randers, der har det som sin vigtigste opgave at hjælpe unge med at finde deres vej i livet.
Din hovedopgave bliver at sikre relevante praktikpladser for elever i juniormesterlære – både når forløb starter op, og når der skal findes nye løsninger
Du bliver det centrale bindeled mellem skole, virksomhed og elev/forældre og får en nøglerolle i at sikre, at de unge oplever et kvalificeret og meningsfuldt praktikforløb.
Om stillingen
Fra skoleåret 2025/26 oprettes en ny stilling i UU Randers, hvor du skal være med til at opbygge og drive implementeringen af den nye juniormesterlæreordning i Randers kommune.
Juniormesterlære er en praksisorienteret indsats, der, gennem en kombination af faglig undervisning og virksomhedspraktik, skal understøtte unge i deres vej mod uddannelse og beskæftigelse – særligt dem, der profiterer bedst af at lære i praksis.
Dine opgaver vil især være at
- Opsøge og etablere praktikpladser til juniormesterlære – både ved opstart og ved behov for skift.
- Indgå i dialog med skoleledere om godkendelse af praktiksteder.
- Udarbejde og følge op på administrative aftaler mellem skole, virksomhed og kommune.
- Følge op på elevernes læring og trivsel samt samarbejde med skolen om elevens faglige udbytte.
- Udføre tilsyn og sikre kvalitet i de enkelte praktikforløb.
- Koordinere praktiske undervisningsforløb i samarbejde med Ungdomsskolen, Tradium og FGU.
- Opbygge og vedligeholde et virksomhedsnetværk ift. praktikforløb med fokus på juniormesterlære.
- Videndele og bidrage til den udvikling af juniormesterlære i samarbejde med skoleforvaltningen, beskæftigelsesområdet og det lokale erhvervsliv.
Foruden disse opgaver er også forventningen, at du er fleksibel og indstillet på at påtage dig andre relevante opgaver i UU Randers’ arbejde med støtte og vejledning af unge mennesker i alderen 13-24 år.
Vi forestiller os, at du
- Har erfaring med virksomhedskontakt og vejledning.
- Er god til at skabe og vedligeholde relationer – både med elever og samarbejdspartnere.
- Er struktureret, systematisk og har sans for både overblik og detaljer.
- Har indsigt i arbejdet i folkeskolen og kendskab til uddannelsessystemet.
- Har forståelse for elever med forskellige behov og kan etablere konstruktive relationer med elever i sårbare situationer.
- Kan arbejde med en høj grad af selvstændighed og samtidig indgå i tæt samarbejde med kollegaer.
- Er nysgerrig på at udvikle nye løsninger og gå nye veje, når det er nødvendigt.
- Har flair for administration og dokumentation.
Vi tilbyder
- En ny og meningsfuld funktion med mulighed for at præge både praksis og udvikling i udskolingen i Randers, således, at juniormesterlære bliver en velanset og anerkendt ordning.
- En hverdag i et stærkt kollegialt fællesskab som en del af en gruppe bestående af 21 erfarne, kompetente og ambitiøse medarbejdere, der er positive og engagerede i at vejlede og støtte unge mennesker. Du vil opleve, at vi har øje for at drage omsorg for hinanden i en til tider hektisk hverdag.
- Et job med både ansvar, frihedsgrader, medindflydelse og mulighed for at gøre en konkret forskel for unge i Randers.
Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse efter aftale. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Der indhentes børne- og straffeattest ved ansættelse, og du skal kunne benytte egen bil i arbejdstiden efter gældende regler for tjenestekørsel.
For yderligere oplysninger
Kontakt Morten Skivild, telefon 29 34 49 33 eller mail
Morten.Skivild@Randers.dk
.Frist
24. juni 2025.