Distriktssygeplejerske til Distrikt Tørvebryggen
Vil du stå i front for implementeringen af ældreloven og være en del af et stærkt fagligt fællesskab?
Randers Kommune er i fuld gang med at omsætte ældrelovens værdier til praksis - med fokus på borgerens selvbestemmelse, helhedspleje og sammenhæng i indsatserne.
I Distrikt Tørvebryggen søger vi nu en distriktssygeplejerske til fast stilling på 37 timer ugentligt. Der forventes arbejde både i dag- og aftenvagt - dog fortrinsvis i dagvagt.
Om Distrikt Tørvebryggen
Vi er et distrikt i udvikling med fokus på tværfaglighed, samarbejde og høj kvalitet i borgerforløbene.
Som vores nye distriktssygeplejerske bliver du en vigtig sparringspartner og omdrejningspunkt i teamet med terapeut, SSH, SSA, oplæringsvejleder og elever og distriktsleder, og du får en central rolle i at koordinere, formidle og udvikle helhedsplejen i distriktet.
Vi står netop nu over for en spændende udvikling, hvor vi forbereder os på implementeringen af den nye ældrelov. Det betyder, at vi arbejder endnu mere rehabiliterende, tættere på borgerens behov og med fokus på sammenhæng i forløbene. Her får du mulighed for at præge både arbejdsgange og kultur i en tid med forandring.
De vigtigste opgaver bliver at:
- Styrke den faglige kvalitet og skabe struktur, læring og sammenhæng tværfagligt
- Understøtte implementeringen af ældrelovens metoder og værktøjer i praksis
- Sikre koordination og kontinuitet i komplekse borgerforløb
- Undervise og vejlede kolleger i helhedspleje, sygepleje og dokumentation
- bidrage til kompetenceudvikling af social- og sundhedshjælpere og -assistenter
- Fremme kvalitet og læring gennem faglig sparring og feedback i hverdagen
- Deltage i triagering, tværfaglige møder og udviklingstiltag i tæt samarbejde med distriktsleder
Se i øvrigt vedhæftede
opgaveprofil
pr. dags dato, denne kan godt ændre sig i forbindelse med den nye ældrereform.Vi søger dig, som:
- Er uddannet sygeplejerske
- Tænker helhedsorienteret og arbejder systematisk med kvalitet i dokumentationen
- Trives i et tæt samarbejde og motiveres af at skabe udvikling sammen med andre
- Kommunikerer tydeligt og anerkendende med blik for relationer
- Har evne til at undervise, facilitere læring og inspirere kolleger
- Er engagerede i at bringe faglighed i spil på tværs af faggrupper
- Trives i et miljø, hvor keywords er faglighed og samarbejde
- Kan se dig selv ind i Randers Kommunes værdier: ordentlighed, ligeværdighed, udvikling og frihed.
Vi tilbyder:
Et distrikt i bevægelse, hvor din rolle bliver central for den fremtidige udvikling. Du får et tæt samarbejde med leder, disponenter og terapeuter samt gode kolleger med højt fagligt engagement – og rum til at sætte jeres præg på, hvordan ældreloven omsættes til praksis lokalt.
- Grundig introduktion og løbende sparring
- Faglig udvikling og refleksion i hverdagen
- Et miljø, hvor vi arbejder for hinanden – og med hinanden
Ansættelsesvilkår
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt. Der forventes arbejde både i dag- og aftenvagt – dog fortrinsvis i dagvagt. Tiltrædelse den 1. marts 2026 eller efter aftale. Løn og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst. Ved ansættelse skal der fremvises gyldig straffeattest.
Hvis det har fanget din interesse?
Er du velkommen til at kontakte distriktsleder Gitte Skyggebjerg på telefon nummer 24 96 60 83, hvis du har spørgsmål.
Ellers vil vi se frem til at modtage din ansøgning via Randers Kommunes hjemmeside senest den 25. januar 2026. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 28. januar 2026.