Leder til Vorup Børne- & Ungdomshus
Vorup Børne- & Ungdomshus søger leder - ”Fritid i verdensklasse”
I Vorup Børne- og Ungdomshus (VBU) arbejder vi ud fra visionen ”Fritid i verdensklasse”. Vi arbejder målrettet med udvikling i form af kreativitet, social dannelse, demokrati m.m. hvor pædagogikken er i børnehøjde og gennemsyret af vores 4 overordnede værdier
– Frihed, Rummelighed, Venskaber på tværs, Humor og glæde. Vil du stå i spidsen for det?
Du vil blive leder af et team i VBU, som arbejder ud fra et positivt livssyn og hvor kerneværdierne omsorg, tryghed og nærvær er vigtige i såvel personalegruppen som i børnegruppen. Vi ønsker et sammentømret fællesskab, der gør arbejdstid til kvalitetstid for alle, og hvor der er fokus på en fritidspædagogik af høj kvalitet. Hos os er der plads til individet i fællesskabet, hvor nuet gribes, medbestemmelse er vigtigt, og hvor tolerance og respekt er grundpiller i vores samvær, store som små.
VBU er en kombineret institution bestående af 3 afdelinger, et fritidshjem, en juniorklub og en ungdomsklub beliggende i den sydlige del af Randers og hvor de fleste børn kommer fra Søndermarkskolen. De tre afdelinger i VBU dækker fra 0. klasse og op til 18 år. VBU har åbent 6.30-17.00 i fritidshjem og juniorklub, samt 17.00-22.00 tirsdag og torsdag i Ungdomsklub. I ferier er hele huset samlet. Der vil være diverse årlige arrangementer, som det forventes du er en del af.
Hvilken leder søger vi
- Du er uddannet pædagog og har en relevant lederuddannelse – eller har lyst og drive til at tage en.
- Du har erfaring med målgruppen – eller en stærk interesse og motivation for at arbejde med børn og unge
- Du har lyst til at være en del af praksis og være til stede i åbningstiden
- Du mestrer situationsbestemt ledelse og personaleledelse, og du er god til at få medarbejdernes styrker i spil på en anerkendende og ordentlig måde
- Du er en engageret, nærværende og inspirerende leder, som skaber retning og energi
- Du tør sætte dig selv i spil og bidrager aktivt med både dine faglige og personlige kompetencer som kulturbærer i VBU
- Du har et inkluderende menneskesyn, hvor mangfoldighed er en styrke, og hvor du ser det enkelte barn og unges behov frem for at behandle alle ens
- Du er omstillingsparat, kan uddelegere ansvar og har tillid til, at opgaver bliver løst – uden at slippe overblikket
- Du trives i samarbejdet på tværs og bidrager positivt i samspillet med den lokale skole, andre institutioner i området og i selvejende regi, forvaltningen samt vores samarbejdspartnere i Ungdomsringen og LDD
- Du ser muligheder frem for begrænsninger – og du motiveres af at være leder i en levende og dynamisk børne- og ungeinstitution
- Du har desuden blik for og værner om den unikke kultur i huset, hvor stærke relationer mellem børn, medarbejdere og forældre er i centrum
Vi kan tilbyde dig
- En fagligt dygtig og engageret personalegruppe med en bred sammensætning på køn og alder.
- Ledelse af et mindre team bestående af 8 medarbejdere
- En spændende institution, der er under konstant udvikling
- Et tæt samarbejde med Søndermarksskolen om indskoling og førskole i månederne før sommerferien.
- Et bredt samarbejde med de andre institutioner i området, andre selvejende institutioner og forvaltningen.
- En engageret bestyrelse, der prioriter et tæt samarbejde med ledelsen
Ansættelse fra 1. november 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst, samt reglerne om ny løndannelse. Alle uanset køn, etnisk baggrund mv. opfordres til at søge.
Ansøgningsfrist
16. august kl. 23.59.
1. samtale afholdes onsdag den 2. september efter kl. 14.00.
2. samtale forventes afholdt i uge 39.
Der bliver mellem samtalerne udarbejdet en Insights personprofil, for de ansøgere, der går videre til 2. samtale.
Yderligere oplysninger
Bestyrelsesformand Anette Thøgersen kan kontaktes på telefon 31 41 02 34 og/eller personale repræsentant Camilla Pedersen på telefon 28 30 85 49/24 60 61 07 kan kontaktes for yderlig information.