Kickstart din karriere – Bliv praktikant i Randers Kommune

Er du nysgerrig på, hvordan det er at arbejde inden for et af de velfærdsområder i den offentlige sektor, som er i størst udvikling? Vil du have praktisk erfaring med analyser, udviklingsprojekter og politiske processer? Så er dette din chance!

Hvem er vi?

Social- og Arbejdsmarkedssekretariatet er en del af en politisk ledet organisation dedikeret til at skabe bæredygtige løsninger, der gør en positiv forskel for kommunens borgere. I samarbejde med byrådet og andre relevante aktører arbejder vi for at skabe en kommune, hvor alle borgere får de bedste muligheder for at træffe egne valg og indgå i fællesskabet.

Du vil blive tilknyttet afdelingen Politik og Udvikling. I vores afdeling vil du få en hverdag fyldt med lærerige opgaver sammen med søde, hjælpsomme og dygtige kolleger, der står klar til at byde dig velkommen og give dig al den sparring, du har brug for. I afdelingen har vi en uformel tone, hvor der er plads til grin, og vi lægger stor vægt på at sikre et godt arbejdsmiljø - og så har vi kageklub hver torsdag.

Hvad kan vi tilbyde?

Som praktikant hos os vil du indgå i opgaveløsningen på lige fod med dine kolleger i afdelingen, og du får mulighed for at

  • Få erfaring med udvikling, implementering og evaluering af strategier og projekter på social- og arbejdsmarkedsområdet
  • Lave analyser og skrive notater om aktuelle samfundsmæssige problemstillinger
  • Udvikle dine analytiske og kommunikationsmæssige kompetencer
  • Få indblik i kommunal forvaltning og bidrage til politiske beslutningsprocesser
  • Samarbejde med dygtige kollegaer på tværs af organisationen


I afdelingens opgaveportefølje forventes særligt ungeområdet at komme til at fylde på baggrund af den politiske aftale om ”Ungeløftet” samt opgaver i relation til den kommende politiske aftale om Fremtidens Beskæftigelsesindsats. Implementering og opfølgning på initiativer i Arbejdsmarkeds Strategiske Plan vil også være mulige opgaver, og afhængig af interesse vil der også være mulighed for at få erfaring med BI-opgaver som etablering af målstyrings-dashboards.

Du vil i praktikperioden blive tilknyttet en praktikansvarlig, som du til enhver tid kan søge sparring hos – både i forhold til det faglige og sociale. Sammen vil I løbende evaluere forløbet, så det tilpasses efter din interesse og læring.

Hvem er du?

Vi leder efter en praktikant, der

  • Er kandidatstuderende på en relevant uddannelse som f.eks. sociologi, statskundskab, økonomi, folkesundhedsvidenskab eller lignende
  • Interesserer sig for og/eller har kendskab til social- og arbejdsmarkedsområdet
  • Er analytisk stærk og god til at formidle komplekse problemstillinger
  • Er selvstændig, struktureret og initiativrig
  • Har et godt humør og masser af gåpåmod


Desuden ser vi det som et plus, hvis du har kvantitative eller kvalitative metodiske færdigheder.

Løn og ansættelsesvilkår

Praktikperioden løber fra 1. september 2025 til 31. januar 2026, men kan tilpasses efter aftale.
Som udgangspunkt er praktikforløbet planlagt til 37 timer om ugen. Der kan dog laves individuelle aftaler efter behov om fleksibel arbejdstid, hvilket bl.a. kan give dig mulighed for at følge et enkelt fag på studiet eller fastholde et studiejob.
Der vil være mulighed for en ugentlig hjemmearbejdsdag.
Praktikken er ulønnet.

Arbejdssted

Social og Arbejdsmarkedssekretariatet har til huse på Laksetorvet, som ligger i centrum af Randers tæt på både togstation og busterminal.

Har du spørgsmål

til ovenstående, er du mere end velkommen til at kontakte sekretariatschef Sasia Rosenkilde Jeppesen på telefon 20 56 34 80.
 

Ansøgningsfrist

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis via Randers Kommunes hjemmeside senest den 25. maj 2025.
Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.


Der afholdes samtaler den 3. juni.

Vi glæder os til at møde dig!

Søg jobbet nu