Risikomedarbejder til økonomiafdelingens forsikringskontor
Vil du sætte retning for risikostyringen i en af landets største kommuner?
Er risikostyring dit faglige omdrejningspunkt?
– så søger Randers Kommune en risikomedarbejder til økonomiafdelingens forsikringskontor
Randers Kommune søger en risikomedarbejder til en nyoprettet stilling med primært fokus på kommunens risikostyring. Stillingen er forankret i forsikringskontoret i Økonomiafdelingen, hvor du vil indgå i et tæt samarbejde med de to øvrige medarbejdere som arbejder med kommunens forsikringsprogram.
Randers Kommune er i overvejende grad selvforsikret, og risikostyring spiller derfor en central rolle i arbejdet med at forebygge skader, minimere tab og sikre en professionel håndtering af kommunens samlede risikobillede.
Hvis du har en stærk risikofaglig profil og trives i krydsfeltet mellem analyse, rådgivning og samarbejde på tværs af en stor organisation, kan dette være stillingen for dig.
Om stillingen
Den konkrete opgaveportefølje tilpasses dine kompetencer og interesser, men stillingen vil have et tydeligt fokus på risikostyring, forebyggelse og udvikling.
Dine primære opgaver vil bl.a. være
- Identifikation, analyse og vurdering af kommunens risici på tværs af fagområder
- Rådgivning af institutioner og afdelinger om risikostyring og forebyggende tiltag
- Opfølgning på hændelser og skader med fokus på læring og forebyggelse fremadrettet
- Udarbejdelse af statistikker, analyser og ledelsesinformation på risikoområdet
- Afrapportering til ledelse og bidrag til strategiske beslutningsgrundlag
- Udvikling af kommunens risikostyringsprogram
- Initiativer til udvikling af arbejdsgange, systemer og digitale værktøjer inden for kommunens risikostyring
Vi lægger vægt på, at du
- Har en relevant faglig baggrund inden for risikostyring
- Arbejder analytisk og struktureret og formår at omsætte risikovurderinger til konkrete tiltag
- Trives med at arbejde selvstændigt og tage ansvar for egne opgaver
- Er god til at kommunikere komplekse problemstillinger til både ledere og medarbejdere
- Har gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner
- Har interesse for udvikling af arbejdsgange og brug af data og digitale værktøjer i risikostyringen
- Er robust og kan navigere i en hverdag med mange interessenter og skiftende prioriteter
Vi tilbyder
- Et fagligt spændende og udviklende job med stor mulighed for at præge kommunens risikostyring
- En rolle med selvstændigt ansvar og tæt sparring med dygtige kolleger
- Et fleksibelt arbejdsmiljø - med mulighed for hjemmearbejde efter aftale
- Gode muligheder for efteruddannelse og faglig udvikling
- Et uformelt arbejdsmiljø med korte beslutningsveje og fokus på samarbejde
Hvem er vi?
Randers Kommune er en stor arbejdsplads med omkring 7.500 medarbejdere organiseret i fire faglige direktørområder og en række centrale stabe.
Økonomiafdelingen er placeret som en af de centrale stabe. Vi er 40 medarbejdere i den centrale økonomiafdeling og afdelingen er organiseret i seks funktioner: Budget, Forsikring, Regnskab, Betaling, Indkøb og Kørsel.
Forsikringskontoret er fysisk placeret sammen med budgetkontorets 10 medarbejdere og refererer direkte til vicekommunaldirektøren som er direktør for Økonomi, Personale og IT.
Som vores nye medarbejder bliver du en del af et hold med brede kompetencer indenfor kommunaløkonomi, ledelsesinformation, projekt- og analysearbejde, innovation, effektivisering, betjening af kommunens øverste ledelse og det politiske niveau og meget mere. Vi har en meget bred berøringsflade på tværs af hele kommunens organisation.
Yderligere information
om stillingen kan fås ved henvendelse til teamkoordinator Anja Bruun Christensen på telefon 29 10 01 54.
Løn og ansættelse
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.
Der er tale om en fast stilling med tiltrædelse den 1. maj 2026. Dog har vi tid til at vente på den rigtige kollega til teamet, hvis du af praktiske grunde først kan starte lidt senere.
Din daglige arbejdsplads kommer til at være i kommunens administrationsbygning, Laksetorvet 1 i Randers.
Ansøgningsfrist
den 2. marts 2026.
Ansættelsessamtaler afholdes den 18. og 19. marts 2026. En eventuel 2. runde samtale gennemføres den 25. marts 2026.