Souschef til Kristrup Børnehus
Bliv medskaber af hverdagen i et af byens største og mest sprudlende børnehuse
Er du en leder med pædagogisk hjerteblod og administrativt overblik? Kan du bevare roen og det gode humør, når 150 børn og et stort hold dedikerede medarbejdere fylder huset med liv? Så er det dig, vi leder efter!
Stillingen er pr. 1. maj 2026 og er en fuldtidsstilling
Vi tilbyder
- En spændende lederstilling i et hus med høj faglighed og masser af energi
- Tæt parløb med lederen og en plads i et ledelsesteam, hvor der er kort fra tanke til handling
- En faglig dygtig personalegruppe, der vægter humor og det gode kollegaskab højt
- 149 skønne unger og deres engagerede forældre
- 30+ fagligt dygtige kollegaer i alle aldre - en god blanding af nyuddannede og nogen med mange års erfaring
- kollegaer og ledelse der prioriterer at lave personalearrangementer i fritiden (biografture, spisning, tage sammen til lokale arrangementer og meget mere)
- en institution med bl.a. fokus på bevægelse, da vi er DGI-certificeret
- et skønt forholdsvis nybygget hus (for 12 år siden) med gode udendørs muligheder, dejlig legeplads og tæt på natur og boldbaner
- en institution der altid er i udvikling både fagligt og kulturelt – du kan være med til at sætte dine aftryk
- en helårsnorm at arbejde ud fra og hvor der er indlagt selvforvaltet forberedelsestid
Om os
Vi er et stort, integreret børnehus med plads til 24 vuggestuebørn og 125 børnehavebørn. Vi bor i rammer, der indbyder til leg, fordybelse og pædagogisk udvikling såvel inde som ude.
Hos os er kerneopgaven altid i centrum: At skabe de bedste rammer for børnenes trivsel, læring og dannelse.
Vi arbejder ud fra neuropsykologisk udviklingslege - NPU, samt Neuropsykologisk relationel pædagogik - NPRP, hvilket er planlagte legemiljøer, som støtter børn i at udvikle færdigheder som opmærksomhed, impulskontrol, turtagning og evnen til at indgå i fællesskaber.
Udover dette er vi et DGI-certificeret hus, hvor bevægelsesglæde - krop, mod og bevægelse er tænkt ind i hverdagen og det forventes, at du, som souschef, er med til at sikre, at denne røde tråd lever i både vuggestuen og børnehaven.
Rollen som souschef
Som souschef bliver du lederens højre hånd og en central figur i husets daglige drift.
Du får en todelt rolle, hvor du både er stuepædagog og er på kontoret, hvor du bl.a har administrative opgaver.
Som ledelsesteam finder vi ud af, hvilke opgaver der passer dig i fht. din erfaring og dine kompetencer.
Opgaverne kunne være vagtplanlægning, ferie- og løn indberetning, indkøb, ansættelse af vikarer, medansvarlig for pædagogisk praksis samt være sparringspartner for institutionslederen.
Hvem er du?
Du er uddannet pædagog og har mod på (eller erfaring med) ledelse.
Måske kommer du fra en lignende stilling, eller også er du en erfaren pædagog med et naturligt organisatorisk talent, der er klar til næste skridt.
Vi drømmer om, at du:
- Har en struktureret tilgang til dine opgaver og kan lide at få enderne til at mødes
- Er kommunikativ stærk – både på skrift og i dialogen med medarbejdere, forældre samt vores tværprofessionelle samarbejdspartnere
- Besidder beslutningskraft, men altid med inddragelse og lydhørhed
- Har IT-flair og ser administrative systemer som en hjælp frem for en hindring.
Arbejdstid
Du skal kunne arbejde i institutionens åbningstid klokken 6.20-16.40 (fredag til 16.20).
Ca. én gang om måneden holder vi personalemøde om aftenen.
Over året har vi ligeledes en pædagogisk dag, arbejdsdage med forældre, fælles arrangement/oplæg med de andre selvejende institutioner i Randers og der kan komme yderligere arrangementer.
Yderligere oplysninger om stillingen
Ønsker du at høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte institutionsleder Karen Margrethe Kannegaard (bliver kaldt Kås) på telefon 89 15 95 60 / 29 92 88 93.
Frist
Vi glæder os til at modtage din ansøgning via rekrutteringssystemet - vedlagt relevant dokumentation såsom uddannelsesbevis og anbefalinger.
Fristen er senest fredag den 27. marts 2026 klokken 23.59.
Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Ved ansættelse indhentes børne- og straffeattest.