Botilbuddene Randers består af Bostedet Høvejen og Bostedet Neptunvej, Bocenter Marienborgvej, Bocenter Harridslev og Kastaniebo. Alle boligerne bebos af voksne mennesker med udviklingshæmning (betydelig og varig funktionsnedsættelse). Der er tale om botilbud iht. Serviceloven §108 og §107 og § 85.
Botilbuddene beskæftiger ca. 200 medarbejdere, primært bestående af socialpædagoger, sosu-assistenter og omsorgsmedhjælpere, samt køkkenfaglige medarbejdere i køkkenerne på bostederne. Ledelsen består af 1 botilbudsleder og 6 afdelingsledere.
Bocenter Harridslev
er et byggeri fra 1999 og ombygget i 2018. Der er 26 lejligheder som er fordelt i 3 huse og en administration.
På botilbuddet får borgere under 65 år, et tilbud om eksternt beskyttet beskæftigelse eller samværstilbud forskellige steder i Randers. På Bocenter Harridslev har ca. 11 af borgerne et internt samværstilbud.
Hverdagen tager udgangspunkt i borgerens behov og ønsker og er kendetegnende ved en mangfoldighed af liv og opgaver, der bliver løst på et højt fagligt niveau og i samarbejde med eksterne specialister og samarbejdspartner. Samarbejdet med pårørende er højt prioriteret.