
28. marts byder på pandekager, guidet tur og outdoor-oplevelser ved Justesens Plæne
Det bliver både festligt og hyggeligt, når Gudenåstien, en ny 175 kilometer lang vandresti langs Danmarks længste å, officielt indvies lørdag den 28. marts 2026 kl. 13 på Justesens Plæne i Randers.

Rosa Lykke Yde, borgmester i Randers Kommune, glæder sig til at fejre åbningen af den nye vandresti:
”Gudenåen og naturen omkring den er noget helt særligt for Randers. Med Gudenåstien bliver det endnu lettere for alle at komme tæt på naturen, og jeg håber, at rigtig mange vil komme og være med til indvielsen og få en hyggelig dag sammen ved Gudenåen.”
Projektet er støttet af A.P. Møller Fonden samt Nordea-fonden og er skabt i samarbejde mellem kommunerne langs Gudenåen og Naturstyrelsen.
Pandekager, cykelræs og sportsfiskeri
Snoren til stien klippes klokken 13, og herefter kan hele eftermiddagen bruges på at udforske Justesens Plæne, der i dagens anledning omdannes til mini-festivalplads.
Her byder Randers Naturcenter på pandekage-bagning, og man kan teste sin viden om dyrene og naturen langs Gudenåen. Skal pulsen op, kan man sammen med Dansk Skolecykling deltage i “mini-cykelræs” på løbecykler rundt på plænen.
Kano og Kajakklub Gudenaa stiller op med udstyr og inspiration til ture i kano, kajak eller på SUP-board. Er man nysgerrig på fiskeri langs Gudenåen, står lokale fiskeguider klar med gode historier, tips og tricks til fisketuren, og i løbet af dagen er der også demonstration af sportsfiskeri.
Kom på guidet tur langs åen
I løbet af eftermiddagen er der gratis guidede ture med start kl. 13.20 og 14.30 ved legepladsen på Justesens Plæne. Man kan vælge mellem en kort tur på 1 kilometer i området omkring Storkeengen og jernbanebroen og en lang på 7,5 kilometer langs Gudenåstien til broen ved E45 og retur gennem Vorup Enge.
Oplev talks og livemusik i teltet
I outdoor-teltet kan man høre forskellige talks om tankerne bag Gudenåstien og dens potentiale for både turisme og lystfiskeri. Stemningen bliver yderligere løftet af livemusik fra The Downshifters, som kl. 14.45 spiller blues og rootsmusik i outdoor-teltet.
Hele eftermiddagen serverer Randers Bryghus smagsprøver på et udvalg af deres øl.
Arrangementet finder sted lørdag d. 28. marts kl. 13-16 på Justesens Plæne, Tørvebryggen, 8900 Randers C og er åbent for alle. Tilmelding er ikke nødvendig.
Se hele programmet på www.randers.dk/gudenåstien







