5000 skolebørn nød sommervejr og musik ved Oust Mølle Rock 2023

Den sidste torsdag før sommerferien var Oust Mølleskolens smukke park atter ramme om Oust Mølle Rock, hvor godt 5000 skolebørn, lærere, frivillige og ansatte var sammen om at skabe en festlig afslutning for eleverne i Randers Kommunes 0.-5. klasser.

Siden 1992 har Oust Mølleskolen holdt en årlig rockfest for skolebørn i Randers Kommune. Oust Mølle Rock 2023 var nummer 30 i rækken.

Tanken bag Oust Mølle Rock er at give børn og unge en festlig afslutning på skoleåret og give forskellige skolebands mulighed for at spille for deres kammerater og et større publikum.

Oust Mølle Rock er ligeledes en god måde at skabe kendskab til Oust Mølleskolen og dens arbejde på og skabe relationer mellem elever på tværs af skolerne i Randers Kommune.

Torsdag var parken fyldt med boder og aktiviteter - og naturligvis en scene, hvor Oust Mølle Rockband, Forberedelsesskolens og Østervangsskolens skolebands optrådte på lige fod med Viktor Rosenberg, Skinz og Yarka Xvôm.

Selvom musikken selvfølgelig var en bærende del af arrangementet, foregik der også meget andet på festivalpladsen. Der var traditionen tro boder med slik, sodavand, pølser, popcorn, kage og frugt. Og i andre telte kunne børnene blive sminket eller få farvet "festivalhår". Derudover var der masser af sjove aktiviteter som hoppeborg, legeplads og Falck-bil.

Dagene op til Oust Mølle Rock og på selve dagen har skolens personale været i gang fra tidlig morgen med klargøringen til det store rykind, og da alle de gæstende skolebørn havde forladt festpladsen, var alle på skolen sammen om at rydde op.

"Vi er utrolig taknemmelige for alle de frivillige, som på dagen giver en hånd med. Der skal lyde en stor tak til dem," siger skoleleder Charlotte Rosenberg.

"Jeg kniber mig selv i armen hvert år på denne dag. At vi lykkes med så stort et arrangement, er kun takket være en fantastisk personalegruppe og kæmpe opbakning fra kommunens skoler. Så I kan godt sætte kryds i kalenderen for Oust Mølle Rock 2024," slutter Charlotte Rosenberg.

Oust Mølle Rock finansieres udelukkende via sponsorer og omsætning på dagen. Arrangementet skal ikke give overskud men blot hvile i sig selv …

1 / 10

Seneste nyheder

Nyheder