
Alle kan nu træne med frem mod Royal Run
Alle er inviteret til at træne med til Royal Run. Første Træn med arrangement er den 11. januar 2026. Og man er velkommen uanset om man har startnummer eller ej.

Uanset om man var så heldig at få en billet eller ej, er træningen til Royal Run åben for alle. Randers Kommune inviterer sammen med foreninger og andre lokale aktører til fællestræning i månederne op til den store motionsfest 2. pinsedag 2026. Det foregår som Træn Med-arrangementer.
“Royal Run er ikke noget, der ”bare” foregår 2. pinsedag. I månederne op til giver det anledning til at snøre løbeskoene og være aktive sammen. Det styrker både vores livsglæde og sammenhold. Derfor er det vigtigt, at alle kan være med, uanset hvor hurtigt de løber eller går,” siger borgmester i Randers Kommune Rosa Lykke Yde.
Træningen den 11. januar er den første i en række arrangementer under overskriften ”mere bevægelse med Royal Run”. Indsatsen rækker ud over de traditionelle motionsfællesskaber og inviterer også foreninger, virksomheder, dagtilbud, skoler, plejecentre og lokale fællesskaber med.
“Det er vigtigt for os, at så mange som muligt oplever glæden ved bevægelse. Nu får alle mulighed for at være med – også uden startnummer,” siger formand for sundheds-, idræts- og kulturudvalget Erik Bo Andersen.
Træn Med – fælles træning for alle
Som en central del af optakten til Royal Run inviterer Randers Kommune til en række åbne Træn Med-arrangementer – uanset om man har startnummer til Royal Run eller ej. Første Træn Med-arrangement finder sted søndag den 11. januar kl. 10–12 på Langvang Idrætscenter.
Formiddagen starter med en frisk og humørfyldt opvarmning ved Susanne Knudsen fra Sej & Stærk. Her bliver både kroppen og lattermusklerne aktiveret, inden alle bevæger sig ud på ruten. Ruten kan tages i et tempo, der passer den enkelte – og man bestemmer selv, hvor mange omgange, man vil tage. Undervejs vil der være små fællesskabsøvelser, der binder deltagerne sammen og giver gode grin med på vejen.
Dagen rundes af med hyggelig udstrækning og en lille forkælelse i form af flødeboller, vand, kaffe og andet godt. For børnene vil atletikhallen stå åben, hvor unge trænere fra Randers Freja Atletik & Motion giver mulighed for at prøve kræfter med sjove øvelser og let atletik.
Find mere information på randers.dk/royalrun både som borger og arrangør



