
August Høyen er hovednavn på ny festival med fokus på det unge og friske
En helt ny Randers Festival ser dagens lys den 6. september 2025. Det bliver otte suveræne timer med musik, dans, snak og fest

NØK er en endags-festival på Jens Otte Krags Plads. Her kan man komme og hygge sig i godt selskab, til god musik. Festivalen er styret og arrangeret af en gruppe unge musikentusiaster fra Randers i et stærkt samarbejde og med støtte fra Randers Kommunes Sundheds-, Idræts, og Kulturudvalg, Randers Event, Sparekassen Kronjylland, ROSA, Tuborg Fondet, Underværket og Turbinen.
Bag festivalen står et ungestyrehold bestående af syv unge, der afslutter gymnasiet til sommer, tre lidt ældre med erfaring fra tidligere kulturprojekter samt to musikansvarlige fra byens spillesteder. Fælles for dem alle er en stærk passion for musik og ønsket om at skabe noget nyt og levende i Randers. Samarbejdet i gruppen er præget af lyst, energi og et fælles mål om at skabe en festival, der udfordrer det gængse og præsenterer ny musik i øjenhøjde.
"Vi vil skabe en dag, hvor især unge kan komme og hygge sig og opdage nyt musik. Vi vil gerne skabe et fællesskab, hvor man bare kan komme og være sig selv," siger Tilde Jepsen Dreier, der er en af de to hovedarrangører.
Ideen til NØK opstod, da Turbinen og Underværket ønskede at give plads til et ungedrevent initiativ. Herfra blev fundamentet lagt for et dedikeret hold, som siden har arbejdet målrettet med alt fra booking og planlægning til frivillighed og kreativt indhold. Festivalen er blevet til i en kombination af lysten til at være kulturskabere og ønsket om at være del af et inkluderende og sjovt fællesskab, hvor der er rum til at eksperimentere og afprøve idéer.
"NØK er et fristed for god musik og eksperimenter. Du tager dine venner under armen i løbet af eftermiddagen og spadserer sammen ned på Jens Otto Krags Plads. Køber en øl, drikker, snakker, lytter, spiser og hygger hele aftenen", siger den anden arrangør, Anastasia Steffensen.
Spændende festivalprogram
Det særlige ved NØK er den store grad af frihed. Holdet har haft mulighed for at forme festivalen præcis, som de ønsker – med deres egne musikalske præferencer og idéer som udgangspunkt. De mange erfaringer fra både festival- og koncertlivet har givet et klart blik for, hvad der virker, og hvilke kunstnere der har potentiale. Resultatet er et program fuld af upcoming navne, der afspejler, hvad der rør sig i vækstlaget netop nu.
Festivalens line-up spænder bredt: De4Maver åbner med jazzet gadefeststemning, efterfulgt af den minimalistiske hiphopartist Morice, som allerede har gjort indtryk på blandt andet SPOT Festival og Aarhus Festuge.
Herefter indtager Skammerens Døtre scenen med hårdtslående, feministisk rap, og trioen Univers fra København leverer drømmende sommerhus-pop.
Hovednavnet er August Høyen, der med sine følsomme danske tekster for første gang spiller i Randers – og det netop på NØK. Festivalen rundes af med Von Quar, et nyt navn på popscenen med en energisk og insisterende stil, der lover store ting i fremtiden.
NØK er ikke bare en festival for musikelskere – det er også en platform for at engagere sig. Holdet bag søger frivillige og kreative bidrag som keramikmaling, stoftryk eller andre aktiviteter, der kan være med til at gøre dagen endnu mere levende. Man kan også støtte op om festivalen blot ved at købe en billet, møde op og bidrage til den gode stemning.
Festivalen er åben for alle – uanset om man er garvet musikkender, nicheentusiast eller bare kommer for at feste. NØK er en mulighed for at få et indblik i den nye musik, som ikke nødvendigvis rammer radiofladen, men som i høj grad fortjener at blive hørt. Det hele foregår midt i Randers, lige udenfor hoveddøren, og lover en uforglemmelig dag med god musik, fællesskab og positive vibes.
Randers Kommunes Sundheds-, Idræts, og Kulturudvalg har støttet NØK med et tilskud på 62.500 kr. Imens Randers Event har støttet med et tilskud på 10.000 kr.