
Bliv partner i Nikotinfri Ungdom
Nu har virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer, kulturinstitutioner, skoler og foreninger i Randers Kommune mulighed for at blive partner i Nikotinfri Ungdom.
Byrådet i Randers Kommune besluttede i maj 2024 at indføre nikotinfrie miljøer alle de steder, hvor børn og unge færdes. Indsatsen Nikotinfri Ungdom har til formål at reducere brugen af nikotinprodukter blandt unge og skabe de bedste forudsætninger for en nikotinfri fremtid for alle børn og unge i Randers Kommune.
For at realisere denne vision er det nødvendigt, at alle aktører i kommunen står sammen. Derfor ønsker vi i Nikotinfri Ungdom at indgå partnerskaber med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer, kulturinstitutioner, arbejdspladser, skoler og foreninger i Randers Kommune – så vi i fællesskab kan arbejde henimod en nikotinfri ungdom.
Ved at blive partner i Nikotinfri Ungdom siger I ja til at gå forrest som rollemodel og være med til at forebygge, at børn og unge begynder at bruge nikotinprodukter. På den måde er I med til at støtte op om at give ungdommen de bedste muligheder for at undgå at blive afhængige af nikotin og de skadelige konsekvenser, det kan medføre.
Til gengæld kan I få hjælp og sparring af os - fx får I tilbud om gratis STOP-forløb til alle hos jer, der ønsker at kvitte røg og nikotin. I kan også få råd til at skabe nikotinfrie miljøer eller udarbejde en tobaks- og nikotinpolitik på jeres arbejdsplads.
Læs mere om partnerskabet og indsatsen Nikotinfri Ungdom: https://www.randers.dk/borger/sundhed-og-sygdom/nikotin-og-rygestop/nikotinfri-ungdom/partnerskab-i-nikotinfri-ungdom/bliv-partner/
I er også velkomne til at kontakte projektleder i Nikotinfri Ungdom og leder af Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden i Randers Kommune, Rikke Tarnow Friis-Hundborg på mail Rikke.Tarnow.Friis-Hundborg@randers.dk