
Bondegårdsbesøg vakte nostalgi for plejehjemsbeboere
Ture ud af huset og oplevelser, der kan vække gamle minder, har stor betydning for mange plejehjemsbeboere. Netop sådan en oplevelse havde en gruppe beboere på Ældrecenter Kildevang, da de var på bondegårdsbesøg, som ældrecentret SOSU-assistentelev havde arrangeret.

Klapning af køer og kalve, tur rundt på gården og i stalden og en rigtig sommerspise; jordbær med fløde. Det var, hvad dagen bød på for en gruppe beboere på Ældrecenter Kildevang, da Maja Martha Herholdt, SOSU-assistentelev på Ældrecenter Kildevang tog initiativ til en hyggelig dag ud af huset.
"Jeg ville gerne tage nogle fra afdelingen med en tur ud af huset og give dem en anderledes dag væk fra hverdagens rammer, og det blev til en tur på en vaskeægte bondegård. Det er fedt, at jeg er kommet i praktik sådan et rummeligt sted, hvor jeg kan få lov til at give beboerne sådan nogle oplevelser," siger Maja Martha Herholdt og fortsætter:
"Det var en megahyggelig dag, der bragte mange minder frem. Vi talte bl.a. om, hvad de lavede i deres unge dage og samme dag sagde en af beboerne også til mig, at det her var en dag, som hun kunne leve længe på. Det er fedt at være med til at gøre dem så glade."
Og dagen bliver ved med at leve i beboernes bevidsthed. Maja Martha Herholdt tog nemlig en masse billeder, og dem har hun printet ud og hængt op i hver af beboernes lejlighed.
Vil gerne gøre en forskel
Randers Kommune er i samarbejde med Randers Social- og Sundhedsskole hvert år med til at uddanne SOSU-hjælpere og SOSU-assistenter, og ude på ældrecentrene har det stor betydning at have elever som Maja, der tager initiativ og tænker ud af boksen for at skabe nogle gode oplevelser for beboerne.
"Det er virkelig fedt at opleve, hvordan Maja tog initiativ til bondegårdsturen, og generelt har det stor betydning for os, at vi har elever. Det er spændende at være med til at skabe et godt læringsmiljø, hvor de udvikler sig og får lov til at prøve ting af og samtidig støtte dem i de relationer, de får opbygget med beboerne," siger Helle Kærgaard, centerleder i Ældrecenter Kildevang.
Og Maja Martha Herholdt er da heller ikke i tvivl om, at det er et rigtig godt praktikforløb på Ældrecenter Kildevang.
"Jeg har lært så meget fagligt og personligt, som jeg kan tage med videre. Grunden til, at jeg valgte at uddanne mig til SOSU-assistent var, at jeg gerne vil gøre en forskel for nogle, der har brug for det, og det har jeg indtil videre fået mulighed for i min praktik," siger Maja Martha Herholdt.



