
Byrådet sætter fokus på at få flere til stemmeboksen
Når borgerne i Randers Kommune den 18. november skal til kommunalvalg, vil de blive mødt af en indsats, der skal få flere til at bruge deres stemme. Byrådet har netop godkendt en plan, der skal løfte valgdeltagelsen og skabe større engagement om valget.

En central pointe i planen er, at valghandlingen er social – vi stemmer i højere grad, hvis vi har nogen at gå til valgstedet med. Derfor vil Randers Kommune have fokus på at gøre valgdagen til en fælles begivenhed.
To hovedspor i indsatsen
- "Hvad går du ind for?": En kampagne, der sætter fokus på de mange emner, kommunalvalget handler om, og opfordrer vælgerne til at reflektere over, hvad der er vigtigt for dem.
- "Stem med": Har et visuelt let udtryk, og taler ind i det sociale aspekt i forbindelse med valghandlingen. Skal få vælgerne op af sofaen.
Randers Kommune vil fokusere på at få borgerne til at stemme på selve valgdagen frem for at brevstemme, fordi erfaringer viser, at det sociale element styrkes, når flere går til valgstedet sammen.
Kommunalvalget finder sted tirsdag den 18. november 2025.
Afstemningsresultat
Enstemmigt byråd godkendte