Forældre og barn der sidder i sofa og gennemgår Min Magiske Mave forløb på ipad
Foto © Thomas Hommelgaard

Digitalt maveforløb gør en forskel – nu kan flere familier få gavn af det

Har dit barn ofte ondt i maven? Randers Kommune fortsætter nu med at tilbyde Min Magiske Mave gratis, så flere børn kan få ro i maven og hverdagen tilbage.

Forældre og barn der sidder i sofa og gennemgår Min Magiske Mave forløb på ipad
Foto © Thomas Hommelgaard

Flere familier i Randers Kommune har allerede taget imod tilbuddet om det digitale behandlingsprogram Min Magiske Mave, som udbydes af Min Magi. Nu forlænger Randers Kommune tilbuddet i samarbejde med Min Magi – støttet af Ebbefos Fonden – frem til skoleåret 2026/2027, så endnu flere børn kan få hjælp til funktionelle mavesmerter i hverdagen.

”Vi kan se, at Min Magiske Mave gør en reel forskel for både børn og deres forældre. Det giver familier nogle håndgribelige redskaber til at skabe mere ro og overskud hjemme og i skolen. Derfor er det glædeligt, at vi forsat kan tilbyde forløbet til familier, der har brug for det,” siger familiechef i Randers Kommune, Peter Mikael Andreasen.

Sådan virker forløbet

Min Magiske Mave er et digitalt forløb til børn fra 6 til 12 år, der oplever tilbagevendende mavesmerter uden fysisk årsag. Programmet består af seks moduler med animerede videoer, øvelser og lydfiler – blandt andet børnevenlig hypnose – som barnet og forældrene gennemgår sammen i eget tempo, når det passer ind i hverdagen.

”Der kan være mange grunde til, at børn får ondt i maven. For nogle kan det begynde med en maveinfektion eller forstoppelse, for andre kan det være en konflikt eller andet, der fylder i hverdagen. Forløbet giver familien ny viden og giver barnet konkrete teknikker til at få det bedre og komme i trivsel igen,” siger Anna Knakkergaard, læge, klinisk hypnoterapeut og stifter af Min Magi.

Tydelig effekt

9-årige Oscar Bill er et af de børn, der har haft stor glæde af forløbet. I perioder med forandringer både i skolen og hjemme oplevede han mavesmerter, hovedpine og angst, som gjorde hverdagen svær. Sammen med sin mor, Maria Kjær, brugte han Min Magiske Mave til at arbejde med videoer og lydfiler – og effekten var tydelig.

”Jeg kan mærke, at han har fået mere mod på nye aktiviteter, og at det er mere sjældent, at han får ondt i maven – selvom han stadig kan blive nervøs. Men nu har vi fået nogle redskaber til at håndtere det. Vi bruger stadig lydfilerne, og de gør virkelig en forskel," siger Maria Kjær.

I dag fylder mavepinen langt mindre, og Oscar deltager igen aktivt i skole og fritidsaktiviteter. Forløbet har gjort det muligt for familien at håndtere uro og mavesmerter på en måde, der passer ind i hverdagen.

Fakta: Min Magiske Mave

  • Til børn i alderen 6–12 år med funktionelle mavesmerter også kaldet tilbagevendende mavesmerter
  • Seks digitale moduler med videoer, øvelser og hypnose-lydfiler
  • Kan bruges hjemme – uden ventetid og uden henvisning
  • Gratis for familier i Randers Kommune
  • Flere oplysninger og ansøgning findes på randers.dk/minmagiskemave