Elev arrangerer hestebesøg på plejehjem

Tidligere på ugen fik beboerne på Vorup Plejehjem en lidt anderledes oplevelse. Her fik de nemlig besøg af hesten Nando. Og det vakte stor glæde.

17-årige Victoria Holmgaard, social- og sundhedshjælperelev på Vorup Plejehjem, ville gerne give beboerne en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Derfor fik hun med hjælp fra en veninde arrangeret et besøg af hesten Nando. Og at valget faldt på en hest, var ikke helt tilfældigt.

”Mange af beboerne har enten selv haft landbrug eller arbejdet på landbrug, så heste har tidligere fyldt en del i deres liv. Samtidig kan dyr sprede meget glæde. Det giver mange sanseindtryk at både se og røre et dyr, man måske ikke har været i nærheden af i mange år, og så har de et andet nærvær end mennesker,” siger Victoria Holmgaard.

Konkret var Nando med ude i haven, hvor beboerne kunne komme ud og se, røre og tage billeder af ham, og de kunne også fodre ham.

Et meget alsidigt job

Som social- og sundhedshjælperelev på Vorup Plejehjem får Victoria Holmgaard hver uge opgaver, som hjælper hende med at blive klogere på, hvad det vil sige at arbejde på et plejehjem. Udover at arrangere forskellige aktiviteter for beboerne kan det også være opgaver inden for alt fra pårørendesamarbejde til arbejdet med livskvalitet, og det er et arbejde, der betyder meget for Victoria.

I niende klasse kom hun i praktik på et plejehjem og blev hurtigt bidt af glæden ved at arbejde med mennesker og gøre en forskel. Hun fortsatte i fritidsjob på plejehjemmet og er nu i gang med den sidste del af sin uddannelse til social- og sundhedshjælper.

”Jeg er ikke i tvivl om, at jeg også i fremtiden gerne vil arbejde på et plejehjem. Det giver mig meget at være der for andre. Det er et meget krævende job, særligt mentalt, hvor man skal være der for beboere og pårørende i forskellige situationer, for eksempel interesserer jeg meget for arbejdet med den sidste tid,” siger Victoria Holmgaard.