
Er du klar til Royal Run i Randers?
Onsdag den 1. oktober kl. 10 åbner salget af startnumre til Royal Run 2026 – og for første gang nogensinde kommer den store motionsfest til Randers.

Mandag den 25. maj 2026, 2. pinsedag, vil hele byen summe af liv, når tusindvis af deltagere spænder kondiskoene, hepper på hinanden, giver highfives og deler oplevelsen af at være med i en folkefest med Royalt glans.
Randers er en af fem værtsbyer i 2026, og der er sat 20.000 startnumre til salg – det største antal uden for København. Det betyder, at Randers kan se frem til en pinsedag i fællesskabets og bevægelsens tegn, hvor alt fra familier og ældre til ambitiøse løbere kan være med.
Løb eller gå – det er helt op til dig
Royal Run er ikke kun for den erfarne løber. Her kan du selv vælge, om du vil løbe eller gå hele vejen. Distancerne spænder fra den korte One mile (1,609 km) – hvor du er en del af hele 26 One mile-distancer på tværs af landet – til de klassiske 5 km og 10 km. Uanset om du vil gå sammen med familien, lunte med en ven eller give den fuld gas i løbeskoene, er der plads til dig.
Hvem fra Kongehuset der deltager i Randers, bliver først offentliggjort tættere på løbet.
Sådan sikrer du dig et startnummer
Når billetsalget åbner den 1. oktober kl. 10 foregår tilmeldingen via Sportstiming. Du kan gå direkte til Royal Run Randers på Sportstiming. Hvis du vil se alle fem værtsbyer, finder du oversigten her
På Sportstiming opretter du en profil eller logger ind, vælger Randers-løbet, beslutter hvilken distance du vil gå eller løbe – og herefter gennemfører du tilmeldingen. Bekræftelsen kommer direkte i din mail.
Priser for startnumre:
- One mile: 170 kr. + 15 kr. i håndteringsgebyr
- 5 km: 270 kr. + 15 kr. i håndteringsgebyr
- 10 km: 330 kr. + 15 kr. i håndteringsgebyr
Et startnummer til Royal Run er meget mere end blot adgang til en rute. Med i prisen får du:
- Årets officielle Royal Run T-shirt
- Årets Royal Run medalje
- Vand og forfriskninger ved målstregen
- Startnummer med chip til tidtagning
- Levering af T-shirt og startnummer direkte hjem
- Adgang til målfotos
- Og selvfølgelig: en helt særlig royal oplevelse
Glæd dig til 2. pinsedag 2026 i Randers