Er du på kontanthjælp og modtager fritidstillæg? Så husk at indsende kvitteringer inden 20. januar

Det er nødvendigt at sende kvitteringer ind, for at være berettiget til fritidstillægget til kontanthjælpsmodtagere med hjemmeboende børn. Med kvitteringerne skal du dokumentere, hvad mindst en tredjedel af tillægget er brugt på.

Er du en af dem, som modtager tillægget og mangler at sende dine kvitteringer ind, har du modtaget brev om det i din digitale eller fysiske postkasse.

Du skal sende kvitteringerne ind senest den 20. januar 2026. Ellers vil du ikke få udbetalt fritidstillægget for januar måned, som bliver udbetalt den 30. januar. Hvis du sender efter 20. januar 2026, vil du først være berettiget til tillægget den følgende måned.

Sådan gør du

Indsend dine kvitteringer her.

Kvitteringerne skal indeholde:

  • Navn på butik, virksomhed eller forening 
  • Navnet på produktet eller ydelsen 
  • Pris 
  • Dato for betalingen

Du skal indsende kvitteringer, som dokumenterer, at du har brugt 1/3 del af det udbetalte fritidstillæg på dine børns fritidsaktiviteter. Det kan fx være til:

  • Fritidstilbud
  • Kulturelle aktiviteter for børn
  • Sociale eller faglige arrangementer
  • Udstyr til dine børns skole eller uddannelse

Har jeg ret til fritidstillægget?

Hvis du har ret til kontanthjælp og har børn boende, som du har forsørgerpligt for, så får du udbetalt et skattefrit fritidstillæg til dine børns kultur- og fritidsaktiviteter. Fritidstillægget er på 500 kr. pr. barn pr. måned, som udbetales sammen med din kontanthjælp. Du kan dog højest få udbetalt fritidstillæg for op til tre børn. Hvis du er enlig forsørger, er fritidstillægget på 125 kr. pr. barn pr. måned, da du som enlig forsørger kan have ret til børnetilskud, som kan dække nogle af de samme udgifter.

Du kan læse mere om fritidstillægget her.

Seneste nyt

Nyheder