Få tjekket dine lunger på Lungedagen

I anledning af Lungedagen kan du onsdag d. 19. november fra kl. 13-16 få målt din lungefunktion og få en snak med fagpersoner fra Randers Sundhedscenter. Det sker til et arrangement ved ABC Lavpris, Hobrovej 134.

På dagen kan du med en simpel test få målt din lungefunktion. Det foregår ved, at du puster i et såkaldt spirometer, der måler, hvor meget luft du kan puste ud, og hvor hurtigt du gør det. Testen tager 5-10 minutter.

Til stede vil være fysioterapeuter og ryge- og nikotinstoprådgivere fra Randers Sundhedscenter, der blandt andet er klar til en snak om lungesygdomme, forebyggelse og behandling.

Der er ikke behov for tilmelding – man møder bare op.

Mange overser symptomer

Lungedagen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor der landet over bliver sat fokus på danskernes lungesundhed. Cirka 400.000 danskere lider af KOL – en kronisk lungesygdom, men over halvdelen ved ikke, at de har sygdommen. Typiske symptomer er hoste, åndenød og pibende eller hvæsende vejrtrækning, men symptomerne bliver af mange forvekslet med dårlig form eller alder. Derfor er langt de fleste i midt 60’erne, før de får stillet diagnosen. Jo før, man opdager KOL, jo bedre kan sygdommen bremses.