Foto © Jakob Lerche Fotografi

Festuge byder på oplevelser for alle

Når Randers Festuge 2025 løber af stablen 8. - 16, august venter ni dage fyldt med oplevelser for både store og små, unge og ældre, festglade og eftertænksomme. Programmet spænder bredt og afspejler festugens grundlæggende idé: at samle mennesker på tværs af interesser og alder gennem fællesskab, kultur og bevægelse.

Foto © Jakob Lerche Fotografi

Festugen åbner traditionen tro med et brag af en koncert på Rådhustorvet fredag den 8. august, hvor soulorkesteret Booze Brothers sørger for den officielle åbning. Med ti mand på scenen og et repertoire spækket med klassikere fra Ray Charles, Otis Redding og Aretha Franklin, er der garanti for høj stemning og dans på torvet. Dagen efter skrues der op for ungdommens stemme, når Havefest '25 indtager Underværket med et syv timer langt program af livemusik og kreative workshops - alt sammen gratis og målrettet unge, der ønsker at opleve og udtrykke sig i byen. Her går poetisk pop, støjende rock og energisk rap hånd i hånd med kunstneriske eksperimenter og hyggeligt samvær.

Årets festuge-program er sammensat med ambitionen om at tilbyde noget for enhver smag. Her mødes man til fællessang i det grønne, til comedy i Kulissen, til fortællevandringer med danske forfattere, til streetart, popkoncerter, udstillinger og spontane møder på gadehjørner og pladser. Det er netop denne mangfoldighed, der gør Randers Festuge til en tilbagevendende begivenhed for så mange.

Formand for Randers Festuge og borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen, sætter ord på festugens betydning:

"Festugen er ikke bare underholdning - det er også en anledning til at mødes. Måske bliver det et gensyn med gamle venner. Måske møder du nogen, du ikke har hilst på før. Så hvorfor ikke tage naboerne med til koncert eller børnene med til gadeteater."

Netop børnefamilierne får masser at glæde sig til. Cirkus Krone slår teltet op på Tronholmen. Her venter ægte manegemagi med klovne, akrobatik og musikalske indslag i et hyggeligt og intimt format - særligt egnet til familiens yngste. Samtidig forvandles byens gader til teaterscener, når Randers Gadeteaterfestival præsenterer et væld af internationale forestillinger i gadeplan. Forestillingerne er både poetiske, legende og overraskende - og alt sammen ganske gratis og tilgængeligt for forbipasserende i hele byen.

Fællesskab i bevægelse
For de aktive og motionsglade ruller Fjordløbet ud søndag den 10. august i sin 48. udgave med både landevejsruter og to spændende gravel-distancer. Det traditionsrige motionscykelløb trækker hvert år både rutinerede ryttere og familier på tur - og byder på noget for alle, uanset ambitioner. Midt i festugen, onsdag den 13. august, samles byen igen til fælles bevægelse, når Citystafetten afvikles i midtbyen. Her kan man løbe eller gå den 3,3 km lange rute og nyde stemningen, præmierne og fællesskabet.
 
Prisregn over bluesmusikken
Blandt årets musikalske højdepunkter finder vi Danish Music Awards Blues, som afholdes i Ridehuset den 13. august. Her fejres den danske bluesscene med prisoverrækkelser og liveoptrædener fra nogle af genrens stærkeste navne, herunder Ole Frimer All Star Band og Kajsa Vala. Aftenen byder på både tradition og fornyelse i en genre, der lever og udvikler sig - og som har et trofast publikum i Randers.

Få årets festugeavis
Sæt kryds i kalenderen og glæd dig til onsdag i uge 31, hvor årets festugeavis udkommer. Det sker sammen med ugeavisen Randers Onsdag. Fra samme dag kan den også hentes på en lang række opsamlingssteder i hele Randers Kommune, i Mariager og enkelte steder i Favrskov Kommune. En samlet oversigt over opsamlingssteder findes på www.randersfestuge.dk. Festugeavisen præsenterer udvalgte highlights - en let og inspirerende guide til festugens programperler.

Seneste nyt

Nyheder