
Finansiering på plads til cykelsti langs Hammelvej
Den nye cykelsti vil øge sikkerheden for cyklister på strækningen mellem Værum og Randers til gavn for blandt andet skoleelever. På mødet den 25. september 2023 har Randers Byråd givet en anlægsbevilling til projektet, som også bliver støttet af Statens Cykelpulje. Den nye cykelsti ventes klar til cyklister i 2026.
Cyklister mellem Værum, Haslund og Randers kan så småt begynde at glæde sig til en ny cykelsti.
På mødet den 25. september 2023 har Randers Byråd nemlig besluttede at give en anlægsbevilling til et projekt, der foruden etableringen af knap 3,5 kilometer cykelstier i begge retninger langs Hammelvej også omfatter venstresvingsbaner og krydsningsheller ved Møllevangsvej og Nørgårdsvej. Alt sammen for at øge sikkerheden for cyklisterne på strækningen.


Den samlede pris bliver på omkring 12 millioner kroner, heraf hvoraf Statens Cykelpulje betaler halvdelen, mens Randers Kommune finansierer de resterende 6 millioner kroner fra det rammebeløb, der i budgettet for 2023-2036 er afsat til cykelstier.
Sikre forhold for cyklister
Hammelvej er den eneste direkte forbindelse mellem Værum og Randers og er befærdet med omkring 8.900 køretøjer i døgnet. Vejen er uden kantbaner og kategoriseret som trafikfarlig for skoleelever. Og derfor er der heller ikke mange, der i dag bevæger sig ud på strækningen på cykel.
Den nye cykelsti vil skabe en langt mere sikker stiforbindelse mellem Værum og Randers-bydelen Vorup så fx skoleelever trygt kan cykle mellem Værum og til/fra Søndermarksskolen eller Tirsdalen Skole, ligesom pendlere mellem Værum/Haslund/Randers vil få en langt bedre og mere sikker mulighed for at cykle til og fra arbejde.
Før de nye cykelstier, krydsningsheller og venstresvingsbaner er en realitet venter et længere forberedende arbejde og selve anlægsarbejdet. Forventningen er, at det samlet set vil tage omkring tre år, og at de nye cykelstier vil være kar til brug medio 2026.
Afstemningsresultat
Sag nr. 322 blev enstemmigt vedtaget.