
Frivillige uddannet til trafikofficials før Royal Run i Randers
Fredag 27. februar og lørdag den 28. februar var frivillige fra løbeklubber og idrætsforeninger i Randers på en officiel trafikofficial-uddannelse i og omkring Arena Randers.

Når tusindvis af deltagere indtager gaderne i Randers til Royal Run 2. pinsedag, bliver trafikken dirigeret af lokale frivillige. De har fået beføjelse til manuelt at regulere trafikken under motionsfesten. Det betyder, at de kan dirigere trafikken ved afspærringer og blandt andet hjælpe beboere sikkert ind og ud af områder, når der ikke er løbere på ruten.
Fredag stod den på undervisning i lovgivning, beføjelser, kommunikation og konflikthåndtering. Kursisterne lærer blandt andet at gennemskue trafikken, regulere korrekt efter færdselsloven og håndtere situationer, hvor trafikanter ikke følger anvisningerne. Lørdag blev teorien afprøvet i virkeligheden.
Med tilladelse fra Østjyllands Politi og Randers Kommune blev de lysregulerede kryds ved Fynsgade/Jyllandsgade og Vester Boulevard/Parkboulevarden anvendt til praktiske øvelser.
Her øvede kursisterne sig i at gå sikkert ind og ud af krydset, placere sig korrekt på kørebanen og skabe overblik – først i et mindre trafikeret kryds og siden i et kryds med mere kompleks trafik.
Uddannelsen blev udbudt af Trafik Team Danmark, som er en af tre godkendte kursusudbydere i Danmark. Organisationen leverer hvert år tusindvis af frivillige timer til sport- og kulturarrangementer over hele landet.
Når Royal Run kommer til Randers, vil det derfor være lokalt uddannede trafikofficials, der – som politiets forlængede arm – er med til at sikre, at både løbere, publikum og trafikanter kommer trygt gennem byens største motionsdag.











