
Hjælpemiddelhuset Kronjylland åbner nyt selvafhentningsrum – og inviterer til fejring
Det nye selvafhentningsrum hos Hjælpemiddelhuset Kronjylland giver borgere og pårørende mulighed for både afhentning og returnering af hjælpemidler helt uafhængigt af åbningstiderne. Kom med til indvielse den 18. juni.
For at imødekomme et øget behov for fleksibilitet og tilgængelighed åbner Hjælpemiddelhuset Kronjylland nu et nyt selvafhentningsrum.
"I Randers Kommune vil vi gøre hverdagen lettere for borgerne. Det nye selvafhentningsrum er åbent 24 timer i døgnet, hverdag og weekend. Det betyder, at man nu kan hente og aflevere hjælpemidler, når det passer. Det handler om frihed og fleksibilitet,” siger Ellen Petersen, formand for Omsorgsudvalget i Randers Kommune.
Åbningen markeres med bobler og snacks onsdag den 18. juni kl. 14.00 – 16.00 på adressen Agerskellet 22, 8920 Randers NV. Formand for Omsorgsudvalget, Ellen Petersen, klipper den røde snor til det nye rum, og efterfølgende vil der være mulighed for at se faciliteterne, høre om funktionerne og få en snak med medarbejderne bag det nye selvafhentningsrum.
Alle borgere, pårørende, medarbejdere og samarbejdspartnere i Randers Kommune er inviteret til at kigge forbi. Pressen er naturligvis også velkommen.
Mere frihed og selvstændighed
Det nye selvafhentningsrum er en del af Hjælpemiddelhuset Kronjyllands arbejde for at styrke borgernes selvstændighed og gøre det nemmere at tilgå hjælpemidler i hverdagen.
Leder af Hjælpemiddelhuset Kronjylland, Mie Boye peger desuden på fleksibiliteten i forhold til de pårørende som en vigtig faktor: ”Vi oplever, at mange pårørende har svært ved at nå forbi indenfor vores åbningstid – især i de tilfælde, hvor de bor langt væk herfra. Med selvafhentningsrummet kan de pårørende komme forbi i løbet af weekenden eller efter arbejde – lige når det passer dem”.
Flere har behov for hjælpemidler
Hos Hjælpemiddelhuset Kronjylland oplever de en stigende efterspørgsel efter hjælpemidler, og ved at automatisere afhentning og returnering håber de at kunne gøre håndteringen af hjælpemidler både mere smidig og effektiv.
”Vi har brugt mange ressourcer på at arrangere aflevering og afhentning af hjælpemidler. Fremadrettet får de borgere, der godt selv kan afhente deres hjælpemidler, mulighed for det. Det er både en hjælp for dem og for os”, siger Mie Boye og fortsætter: ”De modtager en SMS, når deres hjælpemiddel er klar til afhentning. I SMS’en får de en kode til døren, som de kan bruge til at komme ind i rummet, hvor deres hjælpemiddel står klar. Så simpelt kan det gøres”.
Du kan læse mere om Hjælpemiddelhuset Kronjylland på https://www.randers.dk/borger/socialt/hjaelpemidler-og-hjaelp/hjaelpemiddelhuset-kronjylland/