Husk tandbørsten i juletiden

Der kommer lidt ekstra godt på bordene hos mange i julen. Derfor er det vigtigt at huske tandbørsten hos børnene. Og så skal du være opmærksom på, at kommunens tandpleje går på juleferie.

Juleferie betyder traditionen tro, at der skal fyres op under den danske hygge – og for mange betyder det også slik i større mængder, end man er vant til i dagligdagen. Og selvom døgnrytmen måske bliver vendt lidt på hovedet, gælder rådet om to tandbørstninger om dagen stadig.

”Det er vigtigt, at man ikke slapper af med tandbørstningen, bare fordi det er juleferie. Brug en fluoridtandpasta indeholdende 1450 ppm. De fleste tandpastaer på butikshylderne lever heldigvis op til det. Og sørg for at du har et godt udsyn til alle tænderne i munden, når du går i gang,” siger Lars Høvenhoff, overtandlæge ved Randers Kommunes Tandpleje.

Han anbefaler lidt musik fra DR’s Minisjang – Børste Børste-sangen til arbejdet.

Tandplejens åbningstider i julen

Den kommunale tandpleje holder juleferie fra og med fredag den 22. december 2023 til og med onsdag den 3. januar 2024.

Hvis du får brug for tandlægehjælp i juledagene, kan du læse mere på vores hjemmeside: www.tandplejen.randers.dk