
Kloge Hænder Messen trak 400 besøgende
Kloge Hænder Messen 2026 blev endnu en gang et tilløbsstykke, da omkring 400 besøgende fredag formiddag lagde vejen forbi Brødrene Dahl på Furvej for at møde de 56 virksomheder, der er på udkig efter lærlinge og nye medarbejdere.

Stemningen var høj fra morgenstunden, og virksomhedsstandene summede af aktivitet. De mange fremmødte, som talte både folkeskoleelever, studerende og faglærte og ufaglærte jobsøgende, kunne gå på opdagelse hos virksomheder fra stort set alle hjørner af det lokale erhvervsliv inden for industri, håndværk, transport, byggeri, service, pleje og tekniske fag. På standene var der mulighed for at stille spørgsmål, prøve værktøj og gadgets og få en fornemmelse af hverdagen inden for de forskellige fag.
”Når 500 mennesker møder op for at undersøge mulighederne for en faglært karriere, så viser det, at Kloge Hænder Messen rammer et helt centralt behov. Den hjælper virksomheder med at finde lærlinge og medarbejdere, og den hjælper de unge med at se de mange interessante karriereveje og muligheder, der ligger åbne for dem,” siger Rosa Lykke Yde, borgmester i Randers Kommune.
Skal styrke erhvervslivet
Randers Kommune har særligt fokus på at understøtte det lokale erhvervslivs behov for faglært arbejdskraft. Mange brancher oplever mangel på lærlinge og medarbejdere, og Kloge Hænder Messen er ét af de initiativer, der skal bygge bro mellem virksomheder og nye medarbejdere nu og i fremtiden.
”Hvis vi vil være en attraktiv erhvervskommune, skal vi sørge for, at de lokale virksomheder kan finde den arbejdskraft, de har brug for. Kloge Hænder Messen er et konkret og effektivt redskab, fordi den skaber direkte kontakt mellem virksomhederne og alle dem, der kan blive deres kommende medarbejdere,” siger Karina Hjorth, formand for Social og Arbejdsmarkedsudvalget.
Kloge Hænder Messen er arrangeret af Center for Virksomhedsservice og Rekruttering i samarbejde med Dansk Industri, 3F, Dansk Metal, Tradium, Business Randers, UU Randers og Randers Amtsavis.







