Alle er velkomne, og det er gratis at deltage.
Det første år i Udstillingshuset Omsorg har budt på stor interesse, løbende udvikling og et stigende fokus på, hvordan teknologi kan understøtte selvstændighed og livskvalitet i hverdagen.
”Der er allerede sket meget, siden vi klippede snoren til Udstillingshuset Omsorg for et år siden, og det er fantastisk at se, hvordan hjælpemidler og velfærdsteknologier er med til at gøre en forskel for mange,” siger Ellen Petersen, formand for Omsorgsudvalget i Randers Kommune.
”Med den nye Ældrereform er der kommet endnu større fokus på, hvordan vi kan bruge velfærdsteknologiske løsninger til at lette dagligdagen for dem, der har brug for det. Og det er netop dét, Udstillingshuset Omsorg understøtter så flot – både for borgere og pårørende, men også medarbejderne på omsorgsområdet. Udstillingshuset Omsorg er således vigtigere end nogensinde før, og jeg er ret sikker på, det vil fortsætte mange år endnu”, siger Ellen Petersen.
Siden åbningen i august 2024 er udstillingen vokset støt og nye teknologier er kommet til. Blandt de nyeste tilføjelser finder man blandt andet en rotationsseng, som gør det lettere for borgere selv at komme ud af sengen, en sammenklappelig el-kørestol, der giver større frihed til borgere med nedsat mobilitet samt en spiserobot, som støtter borgere i at spise selv – og dermed bidrager til en mere værdig og selvstændig spisesituation.
”Udviklingen på området går stærkt, og der kommer hele tiden nye løsninger, der kan styrke borgerens mulighed for at leve et selvstændigt og frit liv. 1-års fødselsdagen er således en anledning til at fejre, men også til at se fremad mod flere gode år, nye teknologier og mange flere gæster i udstillingen,” slutter Ellen Petersen.