"Sidste år var Kirketorvet fyldt med mennesker, som mødte op for at fejre fællesskabet - og nu gør vi det igen. Vi glæder os til en dag med inspiration, samtaler og samvær. Det bliver både nærværende og tankevækkende," siger festugechef Mette Bertelsen.
Efter fællesfrokosten giver Brinkmann sit syn på Kong Frederik X's valgsprog: "Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark". Hvordan kan vi som borgere i kongeriget leve op til det? Og så kigger værterne fra tv-programmet "I Hus til Halsen", Line Franck og Kalle Thesbjerg, forbi til en talk sammen med Svend Brinkmann. Sammen sætter de fokus på, hvordan et lokalsamfund kan hjælpe hinanden med at gøre området til et bedre sted at bo. Sidst men ikke mindst vil der være fællessang.
"Med VÅRES ønsker vi at give publikum en dag, hvor vi bliver klogere sammen - både på hinanden og på os selv. Festivalen favner det nære og det store, det stedbundne og det samfundsmæssige. Det handler om, hvem vi er, og hvor vi er. Og det hele sker i fællesskab," siger Ulrik Feldskov Juul, medlem af Randers Festuges bestyrelse.
VÅRES så første gang dagens lys under Randers Festuge 2024, hvor Kirketorvet summede af fællesskab, snak og spisning. Sammen med festivalen har det danske alfabet fået et helt nyt bogstav: Bolle-O'et. Se mere på randersfestuge.dk, hvor du finder programmet for dagen og kan tilmelde dig fællesspisningen.