
Lokale projekter i Randers Kommune får LAG-støtte til turisme og fællesskab
To projekter i Randers Kommune har netop modtaget støtte fra LAG Randers-Favrskov i årets anden runde af uddelinger. Med en samlet bevilling på over 300.000 kroner er der sat fokus på både udviklingen af besøgsturisme og styrkelsen af lokale mødesteder – områder, som LAG’en arbejder målrettet med at fremme i landdistrikterne.
I Udbyhøj bliver et populært turistmål nu opgraderet, mens en lokalbutik i Asferg får en håndsrækning til at sikre sin fortsatte drift.
Med en bevilling på 244.219 kr. får Udbyhøj Camping nu mulighed for at løfte standarden og skabe bedre faciliteter for både gæster og ansatte. Campingpladsen har for nylig fået nye ejere, som har sat gang i en større renovering og modernisering. Projektet omfatter blandt andet installation af solceller og varmepumpe, udskiftning af vinduespartier, nyt brandmateriel, etablering af hundeindhegning og sikring af legepladsen med nyt faldsand.
Udbyhøj Camping spiller en central rolle som overnatnings- og oplevelsestilbud i Naturpark Randers Fjord, og projektet bidrager dermed både til lokal turismeudvikling og jobskabelse.
I landsbyen Asferg er der også udsigt til forbedringer. Her har foreningen Asferg og Omegn Invest modtaget 75.000 kr. i støtte til indkøb af et nyt system til sortering af emballage.
Investeringen skal være med til at sikre driften af byens købmandsbutik – en vigtig lokal service, som samtidig fungerer som samlingspunkt i det aktive lokalsamfund.
Der er fortsat mulighed for at søge støtte til lokale projekter gennem LAG Randers-Favrskov. Næste og sidste ansøgningsfrist i 2025 er den 29. august. Det er også den eneste runde i år, hvor det er muligt at søge tilskud til projekter i forsamlingshuse.
Koordinator Mette Risager opfordrer alle med idéer til at tage kontakt i god tid for at få vejledning i ansøgningsprocessen. Hun kan kontaktes på mail: mr@lagranders-favrskov.dk og tlf.: 6079 5313