Mod og kreativitet fyldte Plejecentret Solbakken ved Fernisering

Beboerne på plejehjemmet viste egne værker frem efter et halt års kunstnerisk arbejde

Der var stolthed i luften, da beboerne på Solbakken i dag for første gang kunne vise familier og venner, hvad de har arbejdet på de sidste seks måneder. I timevis har de nørklet med maling, pensler og garn, og nu står værkerne altså klar.

Gæsterne kunne opleve farverige malerier og et stort strikket vægtæppe, som beboerne har skabt i fællesskab. Projektet handler nemlig ikke bare handlet om kunst, men også om mod, fællesskab og glæden ved at skabe noget sammen.

”Det har været fantastisk at følge beboernes udvikling – fra at være nogen, der tror, de ikke kan noget, til at de står her med stolthed over deres egne værker,” fortæller pædagog og projektleder Lone Normark Andersen.

For mange af beboerne har projektet givet dem mere selvtillid, når det kommer til at være kreativ, og timerne er fløjet afsted, når de først har sat sig til rette foran lærredet.

En af deltagerne, som tidligere har arbejdet som kunstner, viste også nye værker frem – skabt efter flere års pause fra maleriet.

"Jeg er først nu kommet i gang igen takket være en anden sød beboer, Yvonne, der stod med staffeli, pensler og lærred. Hun sagde til mig ’du skal’. Det skylder jeg hende en stor tak for, og jeg har faktisk malet et billede til hende," fortæller kunstneren Ditzie Thyges.

Værkerne høstede mange rosende ord blandt de fremmødte, og succesen skal helt sikkert gentages næste år, hvis det er op til projektleder Lone Normark Andersen.

Se billederne fra ferniseringen