Pia Moltzen i mønstret kjole
Foto © Katrine Noer

Ny skoleleder til Munkholmskolen

Munkholmskolen får ny skoleleder med solid erfaring og stort lokalkendskab. Pia Moltzen tiltræder den 1. august og glæder sig til at møde både børn og forældre.

Når skoledørene åbner efter sommerferien, står Pia Moltzen klar som ny skoleleder på Munkholmskolen. Hun kommer fra en stilling som viceskoleleder på Rismølleskolen, og valget af Pia Moltzen vækker stor glæde i forvaltningen.

"Vi er meget glade for at kunne byde Pia Moltzen velkommen som skoleleder på Munkholmskolen. Pia er en erfaren og visionær leder, som samtidig har et stærkt blik for den lokale skolekultur og det relationelle arbejde. Hun er en stor gevinst for både skolen og området,” siger Morten Lyhne, skolechef i Randers Kommune.

Pia Moltzen er 51 år, uddannet lærer og har en diplomuddannelse i ledelse. Hun har tidligere arbejdet som lærer, specialklasseansvarlig og viceskoleleder på Blicherskolen og er desuden aktiv i Skolelederforeningens lokale bestyrelse i Randers Kommune.

”Jeg ser meget frem til at starte på Munkholmskolen og lære elever, medarbejdere, ledelsesteam, forældre og skolebestyrelse at kende. Skolen har et stærkt fundament, og jeg glæder mig til at videreudvikle det i fællesskab med skolens dygtige personale og engagerede forældre. Med fokus på fællesskab, faglighed og trivsel skal vi sammen skabe de bedste betingelser for læring og udvikling”, siger Pia Moltzen.

For Pia Moltzen handler god skoleledelse især om at skabe rammer, hvor både børn og voksne trives og udvikler sig i fællesskab. Hun lægger særligt vægt på vigtigheden af samarbejdet med forældrene:

”En god skole skabes ikke alene – den skabes i tæt samarbejde med forældrene. Derfor ser jeg frem til en åben og tillidsfuld dialog med hjemmene, hvor vi i fællesskab støtter børnenes læring og trivsel. Munkholmskolens stærke lokale forankring og engagerede forældresamarbejde er en klar styrke, som jeg vil værne om og bygge videre på”, siger Pia Moltzen.

Privat nyder Pia Moltzen at være aktiv i naturen, i kulturlivet og i sit lokalområde i Langå, hvor hun bor sammen med Lars og deres 2 børn.

Seneste nyt

Nyheder