
Ny stabschef for Politik, Jura og Kommunikation pr. 1. april 2026
Randers Kommune har netop ansat Sasia Rosenkilde Jeppesen som ny stabschef for Politik, Jura og Kommunikation. Hun tiltræder 1. april 2026.

Sasia Jeppesen kommer fra en stilling som sekretariatschef i Social- og arbejdsmarked i Randers Kommune, en stilling hun begyndte i tilbage i september 2021. Før da var Sasia Jeppesen leder i Ydelseskontoret og har arbejdet i Randers Kommune siden 2013. Det er dermed en stabschef med stor erfaring i Randers Kommune.
Sasia Jeppesen overtager stillingen fra nuværende stabschef Michael Engelsbæk som efter eget ønske har indgået en senioraftale med Randers Kommune og fra 1. april træder ind i en nyoprettet stilling som beredskabsleder i Randers Kommune.
”Jeg anser Sasia for at være en meget dygtig sekretariatschef med stor ledelseserfaring. Sasia kender Randers Kommunes forvaltning særdeles godt og har samtidig stor og relevant erfaring. Det er dermed både forudsætninger og kvalifikationer, jeg vurderer særdeles vigtige for de kommende års arbejde i Politik, Jura og Kommunikation,” siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune.
Staben Politik, Jura og Kommunikation hører organisatorisk under kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt og rummer både Byrådssekretariat, Jura, Kommunikation og Bosætning.
42-årige Sasia Jeppesen er uddannet cand.merc.jur og bor privat i Randers sammen med sin mand og deres to børn på hhv. 10 og 13 år. En del af fritiden bruger hun i sin have og at være udenfor i naturen.
"Jeg glæder mig meget til at blive en del af Politik, Jura og Kommunikation. Det er en stabsfunktion jeg har arbejdet sammen med mange gange og som er kendetegnet ved både høj faglighed og engagerede medarbejdere. Jeg ser frem til at understøtte den politiske proces, servicere byråd og direktion, ligesom jeg glæder mig til at arbejde tværs i Randers Kommune,” siger Sasia Jeppesen.