
Ny tilgang til beskæftigelse og trivsel har givet markante resultater
En indsats med mennesket i centrum har siden 2023 støttet 108 borgere og deres børn, hvilket har ledt til øget selvforsørgelse, bedre livskvalitet og mindre skolefravær. Indsatsen er den første af sin slags i Danmark, og bag den står Carelink, Bysekretariatet og Randers Kommune med støtte fra Den Sociale Kapitalfond og Landsbyggefonden. SUS - Socialt Udviklingscenter har evalueret indsatsen.

Projektet hedder En ny start for flere og har haft til formål at hjælpe borgere med langvarig ledighed og komplekse sociale udfordringer og deres børn.
Indsatsens forløb har været skræddersyet til den enkelte og har haft fokus på borgernes egne drømme, ressourcer og livssituation. Kontaktpersoner har været fysisk til stede i boligområderne tæt på borgerne, og døren har stået åben også uden aftale. Borgerne har været tilknyttet projektet i hele projektperioden (2,5 år), hvor indsats er fortsat også, når borgerne er startet i job eller uddannelse.
"En ny start for flere har haft betydelig positiv effekt på både beskæftigelse og trivsel for en udsat målgruppe, og de flotte resultater skyldes det helhedsorienterede samarbejde mellem partnerne. Mange tak til dem for det gode samarbejde," siger Bo Vestergaard, formand for Beskæftigelsesudvalget i Randers Kommune.
En helhedsorienteret indsats
Borgerne har fået en kombination af beskæftigelsesrettet støtte fra Carelink og Randers Kommunes jobcenter og sociale og familiemæssig støtte faciliteret af Bysekretariatet.
Borgerne fik konkret hjælp til at skrive CV og ansøgninger, deltage i opkvalificering og virksomhedspraktik samt få afklaring af deres mål og muligheder. Samtidig blev de støttet socialt gennem fællesskaber, samtaler, undervisning og aktiviteter, og børnene er blevet støttet i deres skolegang blandt andet gennem sportscamps, lektiecaféer og fællesspisning.
"Projektet har vist, at det nytter at møde borgerne i øjenhøjde lige der, hvor de er, og det giver mening at give de forskellige fagpersoner frihed til at tilpasse metoderne til den enkeltes behov. Det har skabt mere stabilitet, overskud og håb hos familierne, og som helhed skaber projektet grundlag for langsigtede menneskelige og økonomiske gevinster," siger Bo Vestergaard.
Fortsætter i fremtiden
En ny start for flere er som det første projekt i Randers Kommune finansieret som en social effektinvestering, hvor Den Sociale Kapitalfond og Landsbyggefonden investerede i indsatsen, og Randers Kommune kun betalte for dokumenterede resultater.
Dele af projektet videreføres gennem projektet Job til mor, som også er et projekt, som støtter lokale familier, som har det svært. Job til mor er ligeledes et samarbejde mellem parterne fra En ny start til flere. Læs mere her.
Projektets resultater
Beskæftigelse
- 49 % af de afsluttede forløb er endt i job, uddannelse eller selvforsørgelse.
- 61 borgere har været i beskæftigelse i perioden.
- Projektet har skabt en estimeret kommunal værdi på 7.490.542 kr. - 1.327.710 kr. højere end oprindeligt estimeret.
Trivsel og livsmestring
- 10 ud af de 14 borgere, som var i alvorlig mistrivsel, er kommet over den kritiske grænse.
- Livsmestring steg 14 % i gennemsnit med en stigning på 124 % for de mest udsatte.
- Ensomhed faldt med 9 procentpoint.
- Den gennemsnitlige trivsel målt på WHO-5 trivselsscore steg fra 63,6 til 67,6.
Børns trivsel og skolegang
- Ulovligt fravær faldt fra 10,8 % til 4,4 %.
- Sygefravær faldt fra 15,5 % til 11,6 %. Sygefraværet er reduceret med to tredjedele blandt de mest fraværsramte børn
- 75 % af børnene deltager i fritidsaktiviteter og alle er med i sociale aktiviteter



